Barcelona – din rejseguide

Barcelona din rejseguide

Luk øjenene og forestil dig lyden af catalonsk folkemusik, mens du slentre ned af de små snoede og hyggelige labyrint gader i det gotiske område. Du går forbi historiske bygninger, fantastisk arkitektur og spektakulære kirker. Du er omringet af et dejligt folkefærd der er søde og imødekomne og på hvert gadehjørne finder du lækre restauranter der omfavner alverdens køkkener. Din tur vandrer videre ned til havet, hvor du her mødes af de smukke sandstrande fyldt med liv og natur. Ja, Barcelona er den perfekte pakke på en storbysferie, kombineret med sol og strand.

Allerede efter et par timer i denne fantastiske by var jeg forelsket. Jeg ved ikke helt hvad det er. Den virker bare så ren og pæn, fyldt med masser af historisk- og arkitektonisk smukke bygninger og så er der bare en speciel atmosfære.

Barcelona

Barcelona er hovedstad i den spanske region, Catalonien i det nordøstlige Spanien ved middelhavet. Byen er landets næststørste med 1,6 mio indbyggere.

Vi havde fire hele dage og en halv ankomstdag til at udforske og nyde den dejlige, spanske by og det var helt perfekt. Vi boede i det gotiske område, som jeg varmt kan anbefale. Det er et virkelig hyggeligt nabolag, med helt små, snoede gader der yder af stemning. Det ligger også forholdsvis centralt i forhold til mange af de mest populære seværdigheder. Vi delte byen op i områder og tog et område for hver dag. Det er også den måde jeg har delt denne guide op på, så det er nemt og overskueligt for dig at finde rundt i. Derfor finder du nedenunder fem dage med attraktioner der hænger sammen. Du kan naturligvis tage dagene i den rækkefølge du har lyst til og kun udvælge nogle af dem, eller blot bruge det hele som inspiration.

Dag 1

Vi ankom til vores hotel omkring kl. 13.00 og var så heldige, at vi havde mulighed for at tjekke ind allerede der. Det gav os lige lidt mulighed for at se noget af byen allerede den første dag. Dag 1 blev dedikeret til Gaudí og mange af hans mesterværker. Men vi startede lige på place de Catalunya der lå lige på vejen fra vores hotel.

Placa de Catalunya

Plaza de Cataluña er en af de vigtigste enklaver i Barcelona. Her mødes nogle af de mest centrale gader i byen, og der findes mange ting af interesse for både handlende og turister. Desuden bliver der her afholdt flere lokale/nationale fester og offentlige aktiviteter.

Faktisk ligger pladsen udenfor det, der originalt var Barcelona for mange år siden, men den blev hurtigt til et vigtigt sted for markeder m.m., hvilket gjorde at den lidt efter lidt blev mere kendt.

Selv om det i første omgang ikke var en del af planerne at medtage denne plads da man designede den “nye” del af Barcelona valgte man alligevel at inkludere den i 1892 på grund af dens popularitet. Siden dengang og indtil 20’erne blev den over flere gange bygget om under indflydelse fra forskellige politiske eller historiske motiver, der satte præg på dens design, indtil den endelig åbnede i 1927.

Plaza de Cataluña er et vigtigt handelsområde. Lige ved siden af den ligger indkøbscenteret Triangle, med mange forskellige butikker. Lige overfor kan man finde den store bygning El Corte Inglés. Desuden er der rundt omkring utallige banker, butikker og cafeer.

Samtidig mødes to vigtige gader her, der begge er fyldte med nationale og internationale butikker, dvs. Portal del Ángel og Passeig de Gràcia, der udover at have mange luksusbutikker også er meget vigtige turistområder på grund af modernistiske bygninger som Casa Battló, La Padrera, osv.

En anden gade der rammer Plaça de Catalunya er den berømte Ramblas de Cataluña (Ramblaen), en lang avenue fyldt med restauranter og turistbutikker, der ender helt nede ved havnen. At gå en tur ned af Ramblaen er et must under ens besøg til Barcelona.

Antoni Gaudi

Antoni var en verdensberømt, catalansk arkitekt, der mest af alt, var kendte for sin meget originale og avant-garde stil. Gaudís stil er tydeligt repræsenteret i den catalanske modernisme. Gaudí var plaget af gigt som barn, hvilket gjorde det svært for ham at lege. I stedet for, brugte han tiden på at iagttage og analysere naturen og dens opbygning. Han var ikke særlig god i skolen, udover i geometri, hvilket der ikke hersker nogen tvivl om, når du kigger på hans designs i dag.

Som 19-årig søgte Gaudí ind på arkitektskolen, han fik i første omgang afslag, men heldigvis blev han optaget i andet forsøg. Han blev uddannet arkitekt i 1878, ikke med prangende karakterer og hans lærer var endda i tvivl om han havde fundet en vanvittig eller et geni.

Han startede med at designe rigmandshuse, men fik meget kritik for hans meget specielle stil. Når du ser hans værker i dag, forstår jeg godt hvorfor. De er så avant-garde og dermed så unikke og fede på samme tid, men det er nok ikke det de fleste turde være med på tilbage i slutningen af 1800-tallet, starten af 1900-tallet.

Udover hans arkitektur, var han erklæret katolik og catalansk nationalist. Det ses tydeligt i hans arbejde med La Sagrada Familia, som er hans absolutte største værk.   

Gaudí blev født d. 25. juni og døde d. 10. juni 1926. Han blev kørt over af en sporvogn d. 7. juni. Tragikomisk, så han fattig ud og blev derfor indlagt på et fattighospital og fik dermed ikke den nødvendige hjælp han skulle have. Dette blev hans død et par dage senere. Tragisk at så stor og betydningsfuld en arkitekt ikke nåede flere projekter og end ikke nåede at se hans største projekt færdiggjort.  

Vores første dag, blev dedikeret til Gaudí og blev derfor en gåtur forbi nogle af hans huse, samt et besøg ved hans park.

Casa Batlló & Casa Amatller

Vi startede ved Casa Batlló og Casa Amatller. Casa Battló er virkelig en af Gaudis specielle kreationer og er bla. På UNESCO’s verdensrangliste. Det er en af de mest karakteristiske bygninger i Barcelona. Dens former og farver er bemærkelsesværdigt og her ses det tydeligt hvor fascineret Gaudí var af natur og geometri. Casa Amatller er også en fantastisk bygning, der kombinerer den neo-gotiske stil med en kæmpe facade inspireret af huse i Holland. Både Casa Battló, Amatller og Lleó Morera er en del af ”Mansana de la Discórdia” blokken.

Casa Mila La Pedrera

Endnu en af Gaudís mesterværker fra 1906-1912. Navnet Casa Mila stammer fra det faktum, at det var Mila familiens nye hjem. Parret boede selv i stueetagen og lejede de andre etager ud som lejligheder. Casa Mila er Gaudís mest ikoniske værk på grund af både dens konstruktionsmæssige og funktionelle innovationer, såvel som dens dekorative løsninger. Det er et samlet kunstværk.

Parc Güell

Fra tre af Gaudís mesterværker videre til endnu et mesterværk og derfor nok en af Barcelonas mest berømte parker. En avant-garde park, der omfavner det surrealistiske, fyldt med farver, glæde og fantastiske detaljer. Den er nu også en del af UNESCO’s verdens rangliste. Gaudí opførte parken fra 1900-1914. Du kan sagtens gå ind i parken uden at betale indgang, så kan du bare kun gå i de naturskønne områder. Vil du gerne opleve Gaudís mesterværker, skal du købe en billet ved indgangen for €10. Billetsalget var lukket da vi var der og vi tjekkede ikke lige online, så vi gik bare rundt i parken. Du kan ikke komme helt tæt på Gaudis værker, men for at spare 10€ synes jeg egentlig man kommer tæt nok på. Vi ved selvfølgelig heller ikke helt hvad vi gik glip af, så vil du have det hele med, så køb en billet på forhånd.   

Dag 2

Parc de la Ciutadella

Vi boede meget tæt på Parc de la Ciutadella og derfor startede denne dag med et besøg i den hyggelige park. Det er Barcelona’s central beliggende park, som har været et samlingspunkt for livet i byen siden den blev grundlagt i 1877. Her finder du dejlig natur, smukke arkitektoniske bygninger, samt det smukke Cascada monument i det ene hjørne.  

Arc de Triomf

Efter en hyggelig gåtur i parken, gik vi videre til Arc de Triomf. Det var indgangen til den store universelle udstilling i Barcelona i 1888.  

Agbar Tower

Planen var egentligt, at gå helt over til Agbar Tower, men det er en ret lang gåtur, (vi gik i stedet direkte i retningen af universitetet), så da vi kom forholdsvis tæt på, nøjedes vi med at tage et billede. Det er en moderne kontorbygning, der bla huser Aigües de Barcelona, som er byens vand forsyningsfirma. Bygningen er rigtig flot lyst op om aftenen, så er måske egentlig mere et kig værd der. Med mindre du gerne vil gå lidt ekstra, ville jeg ikke sætte tid af til det. Men fordi vi alligevel ville gå videre op til Barcelonas universitet så gav det fint mening på vejen.   

Barcelona university

Universitet er blot en af de smukke arkitektoniske bygninger i Barcelona og blev derfor blot til et lille kig og selvfølgelig et par billeder. Vi ville gerne have både universitet og hospitalet med, fordi vi alligevel ville spise frokost på BelleBuon.  

Frokost – BelleBuon

Her vil jeg foreslå jer at spise frokost – det passer perfekt ind i de seværdigheder og den rute der er og så er restauranten kåret som den bedste restaurant i Barcelona på tripadvisor. Det er en lille intim og hyggelig italiensk restaurant. Jeg vil klart anbefale at bestille bord på forhånd, i kan blot ringe ned til dem; +34 935 14 19 71. De er specielt kendt for deres pasta og den var også virkelig lækker. Derudover var personalet vildt søde og venlige og meget opmærksomme og gode til at guide i forhold til menu kortet.

Sant Pau Hospital

Efter vores frokost, fortsatte vi videre til Sant Pau Hospital. En spektakulær bygning, der blev bygget I 1930 og har været hospital helt frem til 2009. Herefter er der åbnet et andet hospital i byen. Hospitalet er åbent for offentligheden og er nu et kulturelt center og museum. Vi gik ikke indenfor, men gik blot forbi og nød den smukke bygning.

Basilica de la Sagrada Familia

Wauw – bare wauw. Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg havde forventet, en stor kirke tror jeg. Men det her, det er noget helt udover det sædvanlige. Altså vi snakker Burj Khalifa (verdens højeste bygning) kan godt pakke sammen. La Sagrada Familia er ikke i nærheden af samme højde, men er i en helt anden liga med alle detaljerne og udsmykningerne. Det er virkelig imponerende og en fantastisk oplevelse. Det er ikke overraskende at den er nævnt som top seværdigheden i Barcelona alle steder.

Antoni Gaudí

Det er den verdens berømte Antoni Gaudí der har designet kirken og som også var med til byggeriet som startede i 1883 og indtil hans død i 1926. Kirken er stadig under konstruktion og de forventer at have den bygget færdig til hans 100-års døds jubilæum i 2026.

For mig var det mest fascinerende, at designet af kirken er så specielt og der er virkelig tænkt over hver en lille detalje. Søjlerne er ikke bare søjler, nogen af dem skal ligne udspændte muskler, andre skal give en illusion af træer. Hver facade har en fortælling, hvad enten det er Jesus’ fødsel, hans arbejde som snedker med hans far eller Maria der ridder på et æsel.

Du kan købe billetter online til en specifik dag og tidspunkt. Om det blot var fordi det var lavsæson da vi var i Barcelona (februar), eller det altid er så smooth det ved jeg selvfølgelig ikke, men køen var ikke særlig lang. En ekstra bonus med barnevogn er også, at der er en speciel indgang, så du kommer hurtigt igennem. Du får en audio guide med, er du lidt historie interesseret og vil du gerne have en større forståelse for betydningen og byggeriet, vil jeg klart anbefale at lytte til den. Du skal nok sætte ca. 2 timer af til dette besøg.      

La Monumental

Det var egentlig ikke en del af vores sightseeing plan, at besøge den gamle tyrefægterarena i Barcelona. Men da vi gik lige forbi, blev vi alligevel lige nysgerrig. Tyrefægtning blev stemt ulovligt i Catalonien i 2010 og blev stadfæstet i 2012. Der har derfor ikke været tyrefægtning her siden da. Nu står det tilbage som et museum. Jeg er bestemt ikke fortaler for tyrefægtning, men det er alligevel fascinerende at tænke på, hvilken sindssyg stemning der har været når lige knap 20.000 mennesker har råbt og heppet på tyrefægteren.

Foruden selve arenaen, var der også et mindre museum. Her kan du bla. se udstilling af kostumerne, samt nogle tilstoppede tyrer, endda med navn og dato for deres død – en anelse brutalt hvis du spørger mig.

Pueha – så er dagen også fyldt op med sightseeing og resten af dagen vil jeg klart bruge på lidt afslapning og så en lækker middag i byen i aften.

Dag 3

Denne dag tager mest af alt udgangspunkt i det gotiske kvarter. Her finder du masser af spændende seværdigheder, masser af historie og så er der bare vildt hyggeligt. Der er en del seværdigheder på listen i dag, men største delen af dem er blot smukke bygninger, eller historiske monumenter hvor vi blot så det og tog billeder.

Barri Gotic

Det gotiske kvarter er en charme i sig selv. Og her kan du bruge masser af tid på sightseeing. De seneste 2000 år har det været centrum for det spirituelle og sekulære i Barcelona. Her finder du stadig romerske bygninger, men det er mest middelalderen der sætter sit præg. Her finder du flere mesterværker af gotisk arkitektur samt middelalderkatedralen.

Det var også i det gotiske kvarter, at man bød Christopher Columbus velkommen tilbage fra hans første rejse til den nye verden – Amerika.

Born Centre of Culture and Remembrance

Vi starter vores tur til Born Centre. Det er en historisk, gammel bygning der blev bygget til at huse markeder. Nu er det gamle marked der ligger i Barcelonas ribera distrikt transformeret om til et mindeværdigt sted med udgravninger af ruiner fra 1700-tallet. Det er gratis at se ruinerne, men koster et par euro at komme ind og se en separat udstilling.

Santa Maria del Mar

Santa Maria er en meget gammel, catalonsk, gotisk kirke der har eksisteret i en eller anden form helt tilbage til det 1000. århundrede. Konstruktionen af denne store kirke begyndte i 1329 da den daværende konge Aragon Alfonso startede de første fundamentale sten. Den blev færdig bygget i 1384.  

Temple of Augustus

Augustus templet er blot tre søjler der står tilbage, men er tre søjler fra et gammelt romersk tempel tilbage i år 1000 f.Kr. Det er ret imponerende at der stadig står søjler der kan dateres så langt tilbage i tiden.

Plaça de Sant Jaume

Plaça de Sant Jaume er et torv i centrum af den gamle by i Barcelona og det administrative hjerte af både byen og det omkringliggende Catalonien. Dette skyldes, at Palace of Generalitat i Catalonien og Rådhuset er placeret her overfor hinanden.

Plaça de Sant Felip Neri

Den romantiske, lidt falmende Plaça de Sant Felip Neri er et virkelig hyggeligt lille hjørne af det gotiske kvarter. Foruden den barokke kirke, hvorfra pladsen har fået sit navn, finder du også en række historiske elementer, der gør den særlig attraktiv. De smalle, labyrintiske gader i det gotiske kvarter, leder dig ud til dette charmerende lille sted med et springvand i midten.

På den ene side kan du se bygningerne, der engang husede byens skomagere og smede. Ved siden af skolen, ligger skolen af Sant Felip der stadig. Når skolebørnene ikke spiller på pladsen og du lytter til stilheden, kan du næsten høre lyden af bomberne, der faldt fra himlen i januar 1938. Mærker fra bomberne kan stadig ses i kirkens facade og minder os om det faktum, at et bombeangreb med fascistiske fly dræbte 42 mennesker. Mange af dem børn, der havde søgt tilflugt i luftrummet under kirken. Nu leger børnene i skyggen af bomberne, uvidende om den tragiske fortid på dette torv, der markerer indgangen til Barcelonas jødiske kvarter.

Barcelona Cathedral

Katedralen i Barcelona eller Det Hellige Kors og Sankt Eulàlias Katedral, er en gotisk katedral og sæde for ærkebiskoppen af Barcelona i Spanien. Katedralen blev bygget mellem det 13. og det 15. århundrede, idet det største arbejde blev udført i det 14. århundrede. Katedralen er kendt for at være en af de smukkeste, gotiske bygninger i Barcelona. Den befinder sig midt i det gotiske område, som er direkte forbundet med den kendte La Rambla. Den åbne plads inde i katedralen bliver ofte brugt til fester og events.  

Lørdage kl. 18:30 og søndage kl. 12:00 bliver der danset Sardana, en catalansk traditionel cirkel dans. Det er besøget værd, at tage hen til kirken om aftenen, da facaden lyser stemningsfuldt op. På indersiden af bygningen, finder du et smukt og enestående kloster.

Macchina Pastabar – frokost

Det er ved at være frokosttid og et rigtig godt bud er Macchina Pastabar. Uden tvivl, den bedste pasta jeg længe har fået. Her får du helt frisk pasta, men det aller bedste er, at du helt selv sammensætter din pasta ret. Det synes jeg personligt er virkelig lækkert, fordi jeg altid ønsker at ændre i pastaretter og det er ofte lidt udfordrende. Hvis du er til pasta, skal du tage herhen.

Plaça Reial

Placa Reial er endnu et torv i det gotiske nabolag. Det er tæt på La Rambla og er en populær turistattraktion, især om natten. Torvet er vært for mange restauranter og nogle af byens mest berømte natklubber.

I det ene hjørne af Place Reial finder du restauranten Rossini. Det er en italiensk restaurant, der specielt er kendt for sine pizza’er. Her fik vi begge pizza og de kan varmt anbefales. Det er en rigtig fin restaurant der ligger med udendørs siddepladser ud til pladsen, så du rigtig kan følge med i den daglige underholdning. Oftest vælger jeg ikke restauranter på de mest populære områder, da jeg tit synes restauranterne blot lukrerer på deres beliggenhed og dermed ikke serverer lige så god kvalitetsmad. Denne restaurant lever dog op til lækker mad, med god betjening.

La Boqueria Market

Èt af Barcelonas populære markeder. Det ligger midt i det gotiske område og ere n af de populære turistattraktioner. Markedet daterer tilbage til 1297, da kød blev solgt ved byportene. Her finder du alt fra frisk kød, fisk, grøntsager, frugter, krydderier, nødder og meget mere. Det er et stort madmekka hvor du kan gå på opdagelse i catalonske og spanske specialiteter. Her kan du få skinke og ost vakuumpakket, så du kan få spiselige souvenirs med hjem. Mandler og nødder kan også være en fordel at tage med hjem. De smager bedre og så er de også billigere.

Botero’s Cat

Botero’s kat er et symbol på Barcelona og Raval kvarteret. Katten står helt roligt i slutningen af La Rambla, efter den har brugt 15 år på at finde sit hjem. Boero bydes velkommen af alle med et smil på læben og er også en kendt turistattraktion. Den store, fede kat er lavet af bronze, har et barnligt smil og en lang hale. Det er blevet et mødested og en attraktion i sig selv, i at prøve og kravle op på katten for det perfekte billede. Fernando Boteros kat blev erhvervet af byrådet i Barcelona i 1987. Frem til 2003 hvor den blev placeret hvor den er nu, vandrede katten fra sted til sted for at finde den perfekte placering.   

Mirador de Colom.

The Mirador de Colom er et monument dedikeret til opdagelsesrejsende Christopher Columbus. Han er placeret nede ved havnen, hvor han kigger efter det nye land – Amerika. Nu hvor vi endte vores tur nede ved Columbus statuen, gik vi også en lille tur langs havnen og ned forbi shopping centret; Maremagnum.

Dag 4

Denne dag blev sat af til en tur op på Muntjuïc bjerget. For at spare lidt tid og have plads til en masse kilometer i benene, tog vi metroen fra den tætteste metro station på vores hotel, til Plza España. I første omgang, var det egentlig vores plan, at tage med svævebanen op på bjerget. Den kører nede fra havnen tæt på Columbus statuen. Men efter lidt research og en masse anmeldelser på turen, besluttede vi os for at droppe det. Det koster 12€ pr mand, turen tager kun syv minutter og du ender åbenbart med, at stå i intet mindre end tre køer. Det synes vi var lige i overkanten for så kort en tur, til den pris. Desuden kan der være op til 30 mennesker i en vogn, så du er ikke engang garanteret et 360 graders udsigt.

Det er en god tid at købe nogle sandwich eller tage noget frokost med. Der er frokost steder i poble espanyol, men da vi var der om formiddagen var det en anelse tidligt med frokost, og det er begrænset hvor mange andre steder du finder ordentlig mad før du er nede af bjerget igen.

Plaza España

Plaza de Epsaña er en af de vigtigste pladser i Barcelona. Josep Maria Puig blev bedt om at designe pladsen, som blev bygget i 1929 til den internationale udstilling, som blev holdt for enden af bjerget, Montjuïc. Det er en livlig plads, som er beliggende lige uden for byens centrum, blandt mange af byens hovedveje.

Hvis du går igennem de to store tårne Torres Venecianes, går du direkte op til det smukke national museum og det magiske springvand.

The Magic Fountain

Det store Art Deco springvand beundrer alle med dets smukke lysshow om aftenen hvor vandet danser til musikken og lyset.

Museu Nacional d’Art de Catalunya

Efter min mening, én af Barcelonas største og smukkeste bygninger. Det er et kæmpe kunstmuseum med kunst fra det 10. – 20. århundrede. Vi er ikke de store kunst beundrer, så vi beundrede bygningen udefra, men er du til kunst er jeg sikker på, at det er et besøg værd.

Poble Espanyol

Poble Espanyol ligger for foden af bjerget, lige rundt til højre efter nationalmuseet. Det er et open-airmuseum der højner Spaniens arkitektur, kunst og håndværk, fra den blev bygget i 1929 til en verdens udstilling. Det er et virkelig hyggeligt museum, jeg kan specielt godt lide den slags museer hvor du går rundt blandt arkitekturen, fremfor at gå rundt og kigge på glasmontres. Du har mulighed for at tilkøbe en audioguide, det giver et rigtig godt indblik i den spanske historie. Vi brugte en times tid, men der var heller ikke mange mennesker. Rejser du med en barnevogn eller klapvogn, så skal du forvente en del steder med trapper.

1992 Summer Olympics

Bjerget Montjuïc og Barcelona var værter for sommer OL i 1992. Her kan du både se hvor indendørs konkurrencerne blev holdt, samt gå indenfor i den store udendørs arena.

Botanical garden

Her kan du nyde en dejlig afslappende slentretur gennem 14 hektarer af smukke haver fra hele verden. Den botaniske have er inddelt i fem områder; Australien, Californien, Middelhavsområdet, Sydafrika og Chile. Der er flere steder i haven, hvor du også kan få et glimp af den smukke udsigt udover Barcelona.  

Castel Montjuïc

På toppen af bjerget, finder du en borg fra det 17. århundrede. Borgen blev bygget som en militærbase og har også en perfekt udkigspost udover havnen i Barcelona. Den har siden da fungeret som militærbase, samt fængsel under den Spanske borgerkrig. I dag er den åben for offentligehden. Søren elsker historiske monumenter som disse, men blev en anelse skuffet. Det er ikke en særlig stor borg og indeholder kun små udstillinger. Det bedste ved borgen er klart udsigten oppe fra terassen øverst oppe. Her får du en fuld panoramaudsigt udover Barcelona.

Der går en bus direkte ned til Plaza Espanya nede foran castel montjuïc.

Dag 5

Vores femte og sidste dag, blev udelukkende brugt på at slentre langs stranden og havnen. Barcelona har nogle dejlige strande, samt nogle rigtig hyggelige havne, hvor der er både i alle størrelser. Her finder du bla. En yathc til 800 millioner dollars, der er ejet af en russisk forretningsmand.

Poke Maoli

Vi spiste frokost fra Poke Maoli. Nogle vildt smagfulde poke bowls, spækket med lækre råvarer. De har ikke siddepladser, men lige foran er der bænke du fint kan sidde og nyde din mad ved.  

La Rambla

Vi har flere gange gået over La Rambla og gået lidt på den, men vi har ikke rigtig gået på den hele vejen fra havnen. La Rambla er Barcelonas mest kendte gade, avenue der deler den gamle bydel og det gotisk område ind i to dele. La Rambla strækker sig fra Placa de Catalunya hele vejen ned til havnen. Her finder du masser af små boder med souvenirs, caféer og restauranter. Vær opmærksom på dine værdigenstande, her er der mange lommetyve og sigøjnerdamer der prøver at nare penge ud af hånden på dig.

Restauranter

Her kommer der lige lidt ekstra inspiration og anbefalinger til restauranter. Dem jeg allerede har nævnt er også lige kort med, så du har en liste over dem alle sammen.

Gourmet Tapas by Sensi

Vi afsluttede Barcelona med spansk stil, med en rigtig god gang tapas. Gourmet Tapas by Sensi er en kæde af flere restauranter. Det var en virkelig hyggelig restaurant, flot indrettet og med søde og venlige tjenere. Den eneste udfordring for os var, at de ikke havde en højstol og derfor måtte vi sidde med Clara på skødet. Maden smagte til gengæld virkelig godt. Vi bestilte seks forskellige retter som vi delte. Jeg elsker tapas på den måde – ikke den der traditionelle tapas med skinke, ost og oliven. Men en masse små lækre retter hvor man kan smage lidt af hvert. Jeg vil helt sikkert anbefale dig denne restaurant. Men bestil bord på forhånd. Det kan du nemt gøre på deres hjemmeside.

Arcano

En dejlig lille og hyggelig restaurant i det gotiske område. Jeg fandt den på tripadvisor hvor den har fået rigtig gode anmeldelser. Vi delte en af deres ”tasting menu” hvor vi fik fire forretter til deling, en hovedret og en dessert hver. Virkelig lækker mad. Jeg fik tun steak med quinoa, den var perfekt tilberedt og med en dejlig glace til. Det eneste men var, at de spurgte om Søren ville have noget chimichurri sovs til hans steak, efter han havde fået den. Det takkede han selvfølgelig ja tak til, de nævnte bare ikke, at han skulle betale ekstra for den. Det er jo egentlig fair nok, men det ville have været god stil, hvis de havde oplyst os om det. Det oplevede vi generelt mange gange. Vi fik også flere steder brød på bordet, som vi skulle betale for (uden selv at have bestilt) eller de spurgte om de skulle fylde op, uden at informere om merpris.  

Macchina Pastabar

Den lækre pastabar, som du finder flere steder i Barcelona.

Rossini

Restauranten på Placa de Reial hvor vi fik lækre pizza’er. De har også rigtig mange andre ting på menukortet.

BelleBuon

#1 italiensk restaurant på tripadvisor. Dejlig lækker pasta og virkelig god betjening.

Poke Maoli

Poke bowls på stranden.

El Nacional – La Taperia

Denne restaurant nåede vi ikke, men jeg fik den anbefalet af en der har boet i Barcelona i ti år. Jeg tænker den må være god. Så anbefaling hermed givet videre.

Oassis og B_sandwiches er to restauranter eller caféer er det nok nærmere, som vi ikke spiste på. Det var nogen vi gik forbi, på tidspunkter hvor vi ikke lige var sultne. Jeg noterede dem, fordi det så ud til at være nogle virkelig lækre frokoststeder. Så hermed også en lille mulighed givet videre.

Træning

Vi lever en aktiv livsstil til daglig og derfor er det heller ingen undtagelse når vi er på ferie. Det er dog blevet en anelse mere udfordrende efter vi har fået Clara, fordi der er rigtig mange fitnesscentre i udlandet, hvor du ikke må tage børn med. Til gengæld, fandt vi dette virkelig lækre træningsområde nede på stranden. Det er et stort, lækkert calisthenics stativ med masser af muligheder for funktioneltræning. Har du en TRX du rejser med, er der også gode muligheder for at sætte den op.

Ekstra

Hvis du har lidt mere tid til overs, og har lyst til at leje en bil, så skulle Tibidabo bjerget være et besøg værd. Tibidabo er med 512 meter det højeste punkt i bjergkæden, Serra de Collserola, i Barcelona. Det er Barcelonas største bjerg. På toppen af Tibidabo ligger katedralen Sagrat Cor, som kan ses fra det meste af Barcelona. Den nemmeste måde at komme dertil er med bil. Du kan også tage offentlig transport til foden af bjerget og herfra en taxa resten af vejen.  

Her finder du en pdf fil med oversigten over al sightseeing delt ind i de pågældende dage. På den måde, er den nem at printe ud eller downloade ned på din telefon og tage med på ferien.

Rejse inspiration

Hvis du søger lidt mere rejseinspiration, så er der flere europæiske storbyer at finde herunder.

Litauen

Milano

Milano - din rejseguide v/ Livsstilscoach Anja Thy Mogensen

Populære blogindlæg

Indlæg

1 Comment

  1. […] sagt en virkelig charmerende by og sammen med Barcelona og Milano er det én af mine yndlings byer i […]

Efterlad en kommentar





Anja Thy, profil billede

Anja Thy

Jeg er en jysk pige med begge ben plantet i jorden. Jeg er en jordnær person, med masser af livsglæde, positivitet og generelt en livsnyder. Jeg elsker at have mange bolde i luften og nyder alle aspekter af mit arbejde. Jeg brænder for, at hjælpe andre mennesker, med en sundere livsstil. Både fysisk såvel som mentalt.