Nytår Dubai🍾🎇

En helt uforglemmelig og uimodståelig aften er ved at være nået sin ende. Nu kan vi officielt skrive 2019 – og så med et nytår udover det sædvanlige. 

Efter vi er blevet ældre, har nytår egentlig ikke den store betydning længere. De sidste par år har vi bare holdt det selv med en hygge tur i Tivoli. Sidste år med et vennepar.

Sidste nytår bare os to

I år vidste vi, at det nok ville blive sidste år bare os to. Vi snakkede lidt om, at vi gerne ville ud og rejse henover nytår. Men alle steder er priserne jo bare skruet i vejret. Vi er lidt typerne der gør det fuldt ud hvis vi gør noget. Vi har længe snakket om vi gerne ville til Dubai og vinter halvåret er meget lækkert ift varmen – sådan en 25-30 grader. Perfekt kombi, med et vildt nytårsshow. 

Dubai – all in

Det der med at gå all in blev også meget hurtigt en realitet da vi begyndte at kigge på menuer og restauranter til nytårsaften. Holy moly – det er squ ikke billigt. Well uanset hvilke restauranter vi kiggede på, som havde udsigt til det store nytårsshow ved Burf Khalifa (verdens højeste bygning), ville det minimum koste 1800kr og helt op til 3500-4000kr. 

Den fulde oplevelse

Hvis det alligevel lå i den prisklasse, blev vi ret hurtig enige om, at så skulle vi også bare have den fulde oplevelse. Der var mulighed for at vælge, at sidde indenfor (billigste pakke), udenfor (mellemste pakke) eller helt ude foran på forreste række. Der var ca 800kr forskel på de sidste to muligheder pr mand. Vi valgte egentlig den mellemste pakke, da vi tænkte, at det nok stadig ville være en stor oplevelse.

Da vi snakkede med Sørens far om det, ville han gerne give os en opgradering til aller forreste række. Wauw – det siger man da ikke nej tak til. Nu hvor vi sidder her er jeg virkelig glad for vi gjorde det.

Vi har fået den absolutte vildeste oplevelse. Aller forreste række ud til verdens højeste bygning med et kæmpe nytårsshow. 

Tjek alle forholdsregler

Vi bor lidt udenfor down town Dubai og har lejet en bil hele ugen. Søren plejer ellers at have rigtig godt styr på det hele. Men, han havde lige overset, at man faktisk skulle hente et armbånd til Dubai Mall (der hvor alle restauranterne er) mellem d. 15/12 og 30/12. Så vigtig pointe – tjek lige alle forholdsreglerne inden du tager afsted. Søren panikkede selvfølgelig helt i formiddags da han fandt ud af det og kunne heller ikke få fat i restauranten. Jeg tog det lidt mere chill, lagde mig op til poolen en times tid og tænkte det hele nok skulle løse sig.

Afsted til Down Town Dubai

Egentlig anbefaler de, at man kører indtil byen omkring kl. 16.00 og alle vejene bliver lukket af kl. 18.00. Vi måtte dog hellere komme afsted noget før og finde ud af hvordan vi overhovedet kunne komme ind. Jeg lagde fuld nytårs make-up på hotellet og pakkede den fine kjole pg stilletterne ned. Søren pakkede jakkesæt, så vi kunne klæde om på et toilet senere.

Dubai Mall

Det var intet problem at parkere ved Dubai Mall. Vi fik også vores armbånd uden problemer nede ved restauranten og så var der ellers bare 5 timer der skulle bruges inden vi kunne komme ind på restauranten kl. 20.00. Det er et kæmpe shopping center, så er du vild med at shoppe, så er det ren slaraffenland. Der er ikke den designer butik du ikke kan finde her. Jeg synes dog ikke der er særlig meget at spare, ifht hjemme. 

Burj Park by Emaar

Fordi vi havde vores VIP armbånd på, fik vi også lov til at gå en tur ud foran Burj Khalifa i parken. Et sted der normalt er åben for offentligheden, men fordi de var ved at gøre det hele klar, var det lukket af for alle andre dem der havde billetter til aftenen. Her kunne vi blot nyde de smukke skyskrabere der pryder Dubai alle steder.

Toilet omklædning

Vi hentede vores fine tøj i bilen og fandt et toilet at klæde om på.

Velkomst drink og photobooth

Vi kom ned på restauranten kl. 20.30 og blev mødt med en velkomst drink og en festlig nytårs photobooth. Det er da hyggeligt lige at forevige det. 

Totalt VIP – aller forreste række

Herefter blev vi pænt vist ned til vores bord. Wow – aller forrest, som i virkelig forreste række. Jeg er virkelig glad for, at vi aldrig havde overvejet at sidde indenfor, det ville have været så nederen og blot som en alm aften på en restaurant. Terrassen ville egentlig have været okay, der kunne vi godt se showet fra, men udsigten slår squ ikke der hvor vi sidder nu. Det er for vildt. Det er absolut værd at ofre de flere penge på. Hvis man skal have oplevelsen skal den også være 100%. 

Gennem hele middagen, har der været vand show med musik og springvand, samt løbende lys show nedover Burj Khalifa. 

4 retters menu

Det er en helt almindelig italiensk restaurant vi har spist på. Ingen gourmet restaurant. Vi har fået en 4-retters menu. Virkelig lækker mad, men ikke den vilde gourmet oplevelse. Det er uden tvivl, udsigten og showet du betaler mest for. Vi har givet 3500kr pr mand, og maden er nok ca de 1000kr. Der er også drikkevarer ad libitum, men det består blot af vand, juice, sodavand og noget non-alcohol champagne (det er jo ikke den dyre del). 

Vi havde fire forskellige retter at vælge imellem ved hver ret.

Sørens 4-retters menu

Beef carpaccio 

Penne pasta with tomato sauce

Rib-eye steak

Brownie with vanilla ice cream

Anjas 4-retters menu:

Fried calamari with mayonnaise 

Prawn risotto

Grilled salmon

Brownie with vanilla ice cream

Forret

Der var brød og oliven på bordet da vi kom og så blev retterne ellers stille og roligt serveret i det tempo vi selv bad om. Det var rigtig rart – for det vat skam ikke små portioner. Min risotto var virkelig stor og jeg var slet ikke sulten til laksen senere.

2. forret – pasta og risotto

Hovedret – steak og laks

Dessert – brownie

Der havde egentlig stået, at al maden skulle være serveret inden 11.45. Men henimod midnat fik de virkelig travlt – så vores dessert kom først bagefter. Det passede så perfekt. Vi fik også en kæmpe cookie som gave fra restauranten.

Nytårs fyrværkeri

Nu kom tiden – det helt store show skulle til at starte. Restaurantens bedste plads og bedste udsyn til et nytårsshow der blev fyret af med et kæmpe brag. Det varede kun ca 5min alt i alt – men hold da op et show. Fyrværkeri og læs stod ud af Burj Khalifa i et flot og vel koordineret show. Wauw sikke en oplevelse. 

Et nytår vi ikke glemmer

Jeg synes altid det er svært at vurdere en værdi på en pris. Og jeg vil egentlig helst heller ikke analysere for meget på det. Det er jo penge vi allerede har valgt at bruge. Jeg synes absolut det har været en fantastisk oplevelse og et helt andet nytår. Absolut pengene værd, for den oplevelse. Det er ihvertfald et specielt nytår vi ikke lige glemmer.

Venter på vejene åbner op

Lige nu, sidder vi blot og venter på at vejene åbner igen. En lille vigtig detalje, vejene udfra centret åbner føret igen efter kl. 02.00. Det vil være en rigtig god ide at prøve og finde parkering lige ved siden af shopping centret i stedet for. Til gengæld kunne vi så ikke rigtig have klædt lige så nemt om. Der sker ikke så meget mere her nu, andet end de begynder at rydde op. Men Well, så kan vi da lige nyde det sidste af den fine udsigt. 

Tilbage på hotellet

Tilbage på hotellet, trætte efter en helt fantastisk aften. Sikke en oplevelse og sikke en start på vores Dubai eventyr.

Dubai – din rejseguide

Jeg har skrevet et seperat indlæg omkring hele vores Dubai rejse, som du kan læse hvis du gerne vi have lidt inspiration, eller blot læse lige om vores oplevelser. Læs mere her.

Populære blogindlæg

Indlæg

Efterlad en kommentar





Anja Thy, profil billede

Anja Thy

Jeg er en jysk pige med begge ben plantet i jorden. Jeg er en jordnær person, med masser af livsglæde, positivitet og generelt en livsnyder. Jeg elsker at have mange bolde i luften og nyder alle aspekter af mit arbejde. Jeg brænder for, at hjælpe andre mennesker, med en sundere livsstil. Både fysisk såvel som mentalt.

Din Aktive Livsstilsferie

Gruppebillede

En ferie med sundhed og bevægelse i fokus! Team spirit, masser af grin og sjove øjeblikke. Træningskammerater for livet❤