Hormon opdatering

Jeg har fået en del spørgsmål på det sidste, om hvordan det går med mine hormoner og min ændrede livsstil, efter jeg fik mine resultater. (Læs mit første indlæg; Udebleven menstruation. Hormonbehandling og graviditet). Jeg vil meget gerne holde jer opdaterede og lade jer følge med. Jeg var bare ikke sikker på, at nogle tanker og småting ville være interessant nok. Men nu får i en lille opdatering alligevel. Først og fremmest, vil jeg endnu engang, sige tusind tak for alle jeres søde beskeder. Det er så dejligt at vide, at jeg bestemt ikke er den eneste der står, eller har stået i en lignende situation. Lige præcis derfor, giver det også endnu mere mening for mig, fortsat at være ærlig og åben omkring emnet. Du kan også læse om; Hormonbalance – min personlige fortælling og erfaring med hormonel ubalance efter p-pille stop.

Det første år…

Vi har nu ramt 01/03 – og det er nu over et år siden, at jeg valgte at stoppe med mine p-piller. Det er vildt at tænke på, at der allerede er gået et år. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke har nogen betydning, for selvfølgelig har det, det. Det er både frustrerende og hårdt at tænke på, at vi sådan set ikke, er kommet et skridt tættere på vores ønskede graviditet. Hvis i en dag hører jubelråb fra Hvidovre, så er det nok bare min menstruation og jeg der endelig er blevet forenet igen 😉 Haha tænk at jeg nogensinde skulle blive lykkelig over min menstruation (ja lige udover de kritiske teenagersår hvor man var nervøs for enhver forsinket menstruation).

Den største opdatering lige nu, er nok mest af alt mine tanker og følelser omkring mit nedsatte aktivitetsniveau.

Tvungen identitetsskifte

På en måde føler jeg, at jeg er blevet tvunget til at skifte identitet. Jeg føler lidt, at jeg har skulle finde en ny side af mig og finde en ny identitet. Træning har i mange år været en stor del af mig og ikke mindst min identitet og nu er den pludselig, fra den ene dag til den anden, halveret.

Sårbar og skrøbelig

De sidste par uger er dog gået bedre end forventet, med hensyn til at skære ned på træningen. Jeg har haft lidt mere tid til andre ting og jeg synes overraskende nok at det er gået ok. Jeg har glædet mig mere til mine træning, men samtidig har jeg også svært ved at kende mig selv. Det er svært at forklare, men jeg føler mig ikke helt den samme. Jeg føler mig mere sårbar på en eller anden måde og det er pisse frustrerende. Mest af alt fordi, min træning plejede at være der hvor jeg kunne føle mig badass. Der hvor jeg følte mig selvsikker og havde overskud. Nu føler jeg mig mere af alt bare sårbar og en anelse skrøbelig.

I dag har jeg haft en virkelig afslappende dag og nok en dag som lægerne ville klappe i deres små hænder over. Jeg vågnede først kl. 10.15 (jeg sov dog også først kl. 00.30, but still) min krop havde nok brug for det. Hele formiddagen har jeg siddet og set serier ved køkkenbordet. Der var egentlig en masse ting jeg gerne ville have lavet, men pludselig slugte det ene afsnit bare det andet. Det er jo en skide smart funktion det der med, at næste afsnit bare starter helt automatisk. Ind i mellem har jeg lavet lidt arbejde, men rimelig minimalt. Bare lidt kalender planlægning og svare på e-mails. Det er som om jeg slår mig selv oven i hovedet for ikke at få lavet noget arbejde, for bare at sidde og se serier. Men samtidig ved jeg jo også, at jeg skal/ har behov for at slappe af. Jeg er squ bare ikke skide god til det der med at koble af. På den ene side vil jeg rigtig gerne, på den anden side giver det mig dårlig samvittighed og en følelse af ikke at være god nok, og det er squ også lidt fjollet! Herefter cyklede jeg på arbejde, havde to træningssessioner og cyklede hjem igen, for at have en enkelt coaching time. Det eneste aktive jeg har lavet i dag er, 12,6km på cykel og to timer stående i centret. Resten af tiden er brugt på min flade røv.

Deprimeret af afslapning?

Kan man virkelig blive deprimeret af at slappe af? Okay, nej, altså. Jeg er jo ikke deprimeret, men jeg føler mig squ lidt trist til mode i dag, fordi jeg bare ikke føler min krop får lov til at yde. Det trækker squ mere energi ud af mig end det tilfører energi. Det er som om, at jeg bare fungerer bedst når jeg har travlt. Kender i det der med, at man bare går helt ned i gear? Jeg synes fortsat, at det er sindssygt svært sådan bare skulle skære ned på en masse, jeg slet ikke føler var et problem. Hvis jeg nu bare havde noget håndgribeligt at gå efter. En måned eller to. Hvis jeg nu bare havde noget at måle efter. Jeg føler ikke lige for en ny 2500kr test hver måned. Lige nu er det jo bare sådan lidt at famle i blinde og håbe på, at den nedsatte træning og nedsat arbejdsintensitet, kan være med til at sænke mine kortisol niveauer. Men jeg har jo reelt set ikke noget bevis på det, førend min menstruation forhåbentlig dukker op.

Medicinsk hormonbehandling

Der er flere af jer, der har foreslået mig nogle forskellige hormon kickstarter der skulle booste mine hormoner. Jeg har været meget forvirret omkring det. På den ene side, er jeg ved at være virkelig utålmodig, og det kunne være rart bare at tage nogle piller i en uges tid og så (forhåbentlig) have min menstruation igen. Men, på den anden side, så er det jo kun en overfladebehandling. Det går jo ikke ind og løser problemet på min hormonbalance. I min verden, giver det ikke mening at gøre noget halvt. Jeg vil hellere hjælpe min krop til, at komme i balance, for selv at kunne producere det den har behov for. I hvert fald give den et forsøg i første omgang.

Minimeret fysisk aktivitet

Jeg er gået fra at træne 6-8 gange om ugen, til ca 2-4 gange. Heraf 1-2 håndboldtræninger (inkl kampe) og 1-2 styrketræninger med let intensitet. De dage jeg ikke træner, forsøger jeg at komme ud og gå en tur. Der er rigtig mange, der har foreslået også at begynde til yoga. Jeg er slet ikke i tvivl om, at yoga ville være rigtig godt for min krop. Men lige nu har jeg bare ikke lyst. Jeg føler lidt, at det er en af de ting, hvor samfundet prøver at påvirke os til at gøre ”det rigtige”. Jeg gider ikke at lade mig påvirke af, at alle andre synes det vil være en god idé eller være det rigtige for mig. Lige nu har jeg behov for, en vis selvbestemmelse og det ville jeg ikke føle yoga er. Ikke som en fast del som en substitut af min træning. Jeg synes det er vigtigt, at lytte til hvad du selv inderst inde har lyst til og ikke hvad samfundet siger du bør gøre.

Hormoner og kost

Derudover, har jeg også sat endnu mere fokus på, at optimere min kost med hensyn til mine hormonbalancer. Jeg har besluttet mig for, at skrive et separat indlæg omkring hvilke madvarer der kan hjælpe dig til at booste dine hormoner. Jeg spiser i forvejen sundt og får masser af fedtkilder hver dag, men nu har jeg prøvet at sætte endnu mere fokus på specifikke madvarer.

Blodprøve på for lavt stofskifte

Jeg har været forbi min egen læge, for at få foretaget en hel standard blodprøve for et lavt stofskifte. Emil og jeg, har en mistanke om at jeg muligvis har et lavt stofskifte, eftersom min krop ikke selv kan metabolisere (forbrænde) mit kortisol. Ved den almene læge, kan de dog kun teste en meget lille del af det der reelt set skal testes. Derfor har jeg nu, taget kontakt til en fertilitetsklinik. Min læge fortalte mig, at fordi der er gået over et år, ville en klinik kunne hjælpe mig (uden betaling, eller fordi staten betaler, eller noget i den stil). Jeg har i hvert fald fået en tid her 23/03 til en samtale. Jeg kunne godt få foretaget en test privat, men det kunne også være meget rart at spare de 2000kr, hvis det er muligt. Det betyder selvfølgelig, at der går yderligere et par uger. Jeg er begyndt, at forberede mig selv på, at der nok nemt går minimum 6 måneder inden en graviditet er en mulighed.

Så ja, en opdatering herfra. Der er ikke så meget konkret nyt, men jeg håber alligevel det kunne hjælpe nogen af jer. Om ikke andet forhåbentlig vise, at det er helt normalt at være forvirret, ked af det, sårbar osv i sådanne situationer.

Masser af kram og kærlighed til jer alle sammen <3