Rejse under graviditet. Kan du godt rejse under din graviditet? Er det sikkert? Hvilke forholdsregler skal du tage?
Én ting er jeg blevet meget klogere på indtil videre i min graviditet. Det er sindssygt svært at finde steder at rejse hen, hvor det er sikkert i en graviditet, grundet zika virus.
Vi elsker at rejse meget og havde rigtig glædet os til en masse rejser i vores sidste måneder bare os to.
Zika Virus
Zika virus er en virus der bæres gennem myg og er derfor rigtig meget udpræget i mange tropiske lande (det er dem der er mest attraktive her om vinteren). Du bliver frarådet alle steder fra, ikke at rejse til lande med fare for smitte af zika, hvis du enten er gravid eller ønsker at blive det indenfor de næste tre måneder (det gælder også for din partner). Zika virus kan give børn med forstørret og misdannede hoveder. Ikke lige en risiko der er værd at løbe.
Brasilien
Vi havde oprindeligt bestilt en rejse til Brasilien i april/maj. Den blev jeg ret hurtig sikker på, at den skulle afbestilles. Jeg ville simpelthen ikke rende rundt og konstant være nervøs for at få et myggestik. Og desuden vil jeg på det tidspunkt være i 7. måned og der kunne derfor, potentielt være opstået komplikationer.
Malaysia
Derudover havde vi også en rejse planlagt til Malaysia i februar/marts. En rejse vi sindssygt gerne ville afsted på. Der har ikke været udbrud siden 2016 i Malaysia, så først var jeg egentlig med på at det godt kunne lade sig gøre. Jeg tænkte, at risikoen ville være så lille. Jeg begyndte at undersøge hvordan jeg bedst muligt kunne beskytte mig selv. Der findes et hav af gode råd;
- Ekstra indtag af B-vitamin op til en rejse. Det er ikke videnskabeligt bevist at det direkte har en effekt mod myggestik, men flere undersøgelser har antydet at det kan gøre en forskel. Uanset hvad ville det da ikke skade.
- Citronelle olie, du kan blande det op med lidt vand og spraye på kroppen og på værelset. Duften skulle siges at holde myg væk.
- Naturlige myggespray, der ikke indeholder alle mulige kemikalier (heller ikke godt for baby).
- Langærmet tøj – så der ikke er for meget bar hud.
- Undgå for meget naturområder. Specielt ved solopgang og solnedgang og i aftentimerne.
Jo tættere på vi kom, desteo mere begyndte jeg at bekymre mig om det og læse mere og mere om Zika virus’en og faren for smitte. Selvom der ikke har været udbrud de seneste 3 år, synes jeg bare alligevel det indebærer en risiko. Jeg ville jo aldrig kunne tilgive mig selv hvis det skete. Jeg er desuden også typen, som myg er helt vilde med. Til sidst blev jeg simpelthen nødt til at trække stikket. Det vil ikke blive en god ferie, hvis jeg konstant ville gå og føle mig usikker og nervøs.
Afbudsforsikring
Heldigvis har vi både en rejseforsikring hvori der er en afbudsforsikring. Og så er begge rejser købt med et mastercard gold, der også indeholder en rejseforsikring. Det betyder, at vi har fået alle pengene retur. Fordi, jeg er blevet gravid efter vi bestilte ferierne. Det er en meget vigtig detalje.
Hva så nu?
Men vi vil jo stadig meget gerne ud og rejse et par gange inden baby kommer. Det skal gerne være et varmt sted her i februar/marts så det udelukker ligesom det meste af Europa. Der er virkelig ikke mange andre lander der ikke er i smittefare. Det er faktisk et rigtig smart kort her. Vi kiggede lidt på Chile, Hawaii og Bahamas – alle tre steder vi vildt gerne ville hen og som helt sikkert kunne være vildt spændende. Men der var virkelig bare ikke nogen billige flybilletter. Vi rejser stort set altid efter de destinationer hvor vi kan finde en god deal. På den måde sparer vi mange flere penge, fremfor at gå efter en specifik lokation.
Sydafrika
Sydafrika var også en mulighed – men der er regn sæson lige nu.
Australien
Australien blev vendt – meen hvis jeg skal flyve så langt så skal det minimum være 3 uger og det kan vi ikke rigtig hive ud af kalenderen lige nu.
Egypten
Egypten var også en mulighed. Men der frarådes der på det kraftigste at rejse ned i øjeblikket pga terror. Til sidst kiggede vi også på Sri Lanka, som sjovt nok ikke er ramt af Zika. Den var vi virkelig lun på, men til sidst ville vi alligevel hellere kunne holde os til en uge og så kunne rejse flere gange i løbet af foråret.
Tenerife
Vi overvejede også de canariske øer. Sidste år var vi på Gran Canaria i slut februar og var virkelig uheldig med vejret. Jeg vil virkelig gerne ned til et varmt land her i de kolde vintermåneder, så jeg kunne ikke rigtig finde ud af om det ville være chancen værd.
Vi endte dog med, til sidst at tage chancen og bestille 7 dage til Tenerife. Nu håber jeg virkelig bare, at vejret bliver dejlig varmt!! Og det ser det heldigvis ud til.
Sydeuropa
Til foråret er planen, at tage på en 2-3 forlængede weekendturer til Sydeuropa. Lige nu er vi ved at kigge på en rigtig god deal til Nice, Frankrig. Vi har også kigget lidt på en roadtrip rundt i Portugal og en tur til Kroatien. Generelt er der frit valg på alle hylder hvad Europa angår – så er spørgsmålet bare vejret. De sidste destinationer tager vi lidt efter hvor der lige er en god deal, Søren er jo den perfekte tilbudsjæger!!
Hvordan forløber graviditeten sig?
Derudover, vil jeg også fortsat gerne vente lidt, med at bestille rejser for langt henne i min graviditet. Det er aldrig til at vide, hvordan den udvikler sig. Og det ville være vildt ærgerligt at stå med en rejse og så ikke kunne tage af sted. Lige nu har jeg det fantastisk i uge 20+5 og mærker stort set ikke noget til min graviditet. Men det er jo ikke til at vide, hvor stor jeg bliver og om det begynder at give nogle gener. Lad os se hvad der sker. Ved de fleste flyselskaber, må du faktisk rejse, helt indtil du er i uge 36 – såfremt du kan fremvise en lægeerklæring.
Planlægning af ferie
Jeg har i hvert fald lært, at der skal meget mere planlægning til når man er gravid. Både ifht Zika virus, men det er også vigtigt at have i mente, om der er nogle begrænsninger på ferien for en gravid. Ex forskellige aktiviteter og arrangerede turer. Dog synes jeg, at det er rart her i vintermånederne og komme ned og få noget varme (så slipper jeg for konstant at have ondt i mine brystvorter ude i kulden) haha. Og samtidig også komme ned og kunne plaske lidt rundt i en pool og mærke vægtløsheden.
Andre gode graviditetsdestinationer?
Hvis du har erfaring med at rejse under din graviditet og gode destinationer i har været på, så kommenter gerne herunder. Det kan jo give inspiration til andre også.
Inspiration i din graviditet
Udover at rejse under din graviditet, har jeg også skrevet er par indlæg vdr træning under din graviditet. Hvis du søger lidt inspiration der, kan du kigge med herunder.