2. trimester af graviditeten

2. trimester af graviditet – jeg har det skønt i min krop!

Det her vejr er jo simpelthen bare fantastisk. Jeg sidder ude på altanen, med solen lige i ansigtet og det er faktisk lige før det er på nippet til at blive for varmt. Hurra for sidste dag i marts. Jeg tænkte, at det var på tide, at fortælle lidt mere om min graviditet.

På onsdag er der kun 3 måneder til termin og jeg nærmer mig slutningen af 2. trimester. Det er vildt, at der nu er under 100 dage til, at lille pigen forhåbentlig melder sin ankomst. Det begynder at blive mere og mere realistisk, men samtidig er det også stadig meget uvirkeligt.

En kæmpe kontrast til 1. trimester

Sammenlignet med 1. trimester, så er det nærmest som om, at det er en helt anden graviditet. Generelt føler jeg ikke, at jeg har særlig mange gener. I hvert fald ikke, når jeg hører hvad andre går igennem. Mit 1. trimester var præget af rigtig meget kvalme, træthed, intet overskud og svært ved at finde mig selv til rette i min egen krop. Kvalmen er fuldstændig væk. Selvom jeg selvfølgelig er vokset noget mere nu. Er indtil videre på +7kg, så har jeg det til gengæld langt bedre og har fundet mig mere tilrette i den gravide krop.

Det er meget sjældent, at jeg føler mig træt, hvis blot jeg holder mig selv i gang. Jeg har heller ikke nogle skavanker eller ømhed i lænd eller bækken. Dog er mine ribben nogle gange virkelig pressede. Jeg har en rimelig kort overkrop, så nogle gange tror jeg virkelig bare ikke der er plads til det hele.

Av min røv….

Èn af de ting, der påvirker mig mest, er faktisk på min cykeltur. Jeg ved ikke om det er fordi mit bækken har ændret sig, eller fordi jeg generelt bare bliver tungere – måske en kombi af begge dele. Men jeg får simpelthen bare så ondt i min røv af at sidde på en cykel. Jeg har endda købt et gelesæde, meen det er stadig ubehageligt.

Jeg cykler rigtig meget i min hverdag, da det er mit primære transportmiddel. Jeg magter simpelthen ikke offentlig transport. Jeg gider ikke bruge penge på det og man kan aldrig rigtig regne med tiderne og så er busserne herover oftest fyldt med mennesker. Så er der bare så meget mere frihed i, at suse afsted på cyklen. Samtidig med, at det jo også er en perfekt måde at være aktiv på. Så skal jeg ikke til at være aktiv på et andet tidspunkt i løbet af dagen. Indtil videre, bider jeg min ømme røv i mig og så må jeg klare den så længe som overhovedet muligt.

En aktiv hverdag og 4 ugentlige træninger

Jeg er helt sikker på, at min fysiske form, er en af de helt store grunde til, at jeg har det så godt som jeg har. Jeg er aktiv stort set alle dage. Enten via mine cykelturer eller også med en gåtur. Derudover træner jeg fortsat crossfit fire gange om ugen. Der er nogle ting, jeg har skaleret ned. Nogle vægte der er blevet lettere og nogle øvelser jeg modificerer. Men det er simpelthen så fantastisk at få rørt kroppen og ikke mindst styrket den. Udover det fysiske, så kan jeg også mærke at det giver mig et langt større mentalt overskud og det giver mig meget mere energi. Det er tydeligt, at de dage jeg ikke træner, der er jeg typisk mere træt.

Du kan læse meget mere om min træning under graviditeten i et seperat blog indlæg – Træning under graviditet – er det nu også sikkert?

Hjælp jeg skal tisse

Jeg har altid haft en meget dårlig blære og når jeg først skal tisse så skal jeg virkelig tisse. Det er bestemt ikke blevet bedre vil jeg bare sige. Den typiske er, at man ligger ned og slapper af og beslutter sig for at gå en tur. 5 min efter gåturen er startet, tynger lille pigen, livmoder og alt så meget ned på min blære, at jeg virkelig bare skal tisse.

Hver gang der er et toilet i nærheden, hopper jeg lige ind på det. Det er der altså ikke mange steder der er, rundt omkring i byerne. Det kan godt være en kæmpe udfordring, for altså der er jo ingen der ønsker at gå rundt og tisse i bukserne. Nogle gange er det også tydeligt, at hun lige pludselig synes, at hun skal ligge sig på min blære. Jeg ved næsten ikke hvad der er værst. Ribben der føles som de er brækkede, eller en blære der føles som den kan sprænge hvert et minut. Anyways, eftersom det er det eneste, så klager jeg bestemt ikke.

Babyværelse

Baby værelset begynder også stille og roligt at tage form. Den anden dag, vaskede jeg det meste, af det tøj vi har til hende indtil videre. Jeg kan rigtig godt lide, at have styr på tingene og være i god tid og så har jeg også masser af tid, til at gå og hygge omkring det. Jeg tænker lige, at der kommer et separat indlæg med indretning af babyværelse og gør-det-selv projekter. Dem er jeg nemlig også gået i gang med.

Bekymringer og tanker

Det er imponerende, hvor hurtigt man bekymrer sig som gravid. Inden jeg begyndte at kunne mærke liv, var jeg altid vildt nervøs inden en scanning, for jeg havde jo ingen garanti for, at hun rent faktisk havde det godt. Jeg tror jeg var omkring uge 17 da jeg mærkede hende for første gang. Bare de der små bobler inde i maven. En meget underlig og speciel følelse. Søren mærkede hende første gang omkring uge 20 – en meget speciel og fantastisk oplevelse for os begge to. Det gør det også, stille og roligt mere virkeligt for ham.

Det har været meget varierende, hvor meget og hvornår jeg har kunne mærke hende. Dog var der en uge omkring uge 22. hvor jeg mærkede hende rimelig tydelig i flere dage i streg. Herefter var der små 14 dage hvor jeg stadig mærkede hende, men slet ikke lige så meget. Nu er jeg 26+5 og mærker hende bestemt hver dag, men synes ikke der som sådan er et skema over det endnu og det er stadig meget forskelligt hvor tydeligt det er.

Er der en aften, hvor jeg ikke rigtig har kunne mærke hende, selv efter en times tid på sofaen, kan jeg godt mærke, at bekymringerne nærmer sig. Du kan jo ikke bare tage fat i hende, og forklare hende, at hun altså lige skal give lyd fra sig. Så prøver lidt at trykke på maven, skubbe til hende (kan ikke rigtig direkte mærke hende ved at trykke uden på endnu), snakke til hende eller synge til hende. Et iskoldt glasvand virker heller ikke.

Lige pludselig så vågner hun op, når hun selv synes det er tid. Jeg tror simpelthen, at hun er så vant til at jeg bevæger mig rundt, at lidt trykken osv ikke er noget der generer hende overhovedet. Alt ender jo med at være godt inden jeg går i seng, men jesus christ altså de der hormoner, der løber løbsk engang imellem. Søren tager det til gengæld altid sindssygt roligt og forsikrer mig altid bare, at hun jo bare ligger og sover.

3. trimester

Nu er jeg blot spændt på, hvordan 3. trimester kommer til at forløbe sig. Jeg har endnu ikke fastsat en dato for hvornår jeg går på barsel. Det er jo ikke lige så nemt som selvstændig. Så jeg tænker egentlig bare, at jeg tager det lidt hen af vejen og ser hvordan min krop tackler det hele og hvordan hun har det. Heldigvis, har jeg jo min fantastiske assistent og træner; Louise der kan tage over. Jeg tænker, at lave et separat indlæg omkring det at være selvstændig, gravid og skulle på barsel. Pueha det er der mange tanker omkring og det er klart noget, der fylder en del. Det må blive på et senere tidspunkt.

Hvis du selv er gravid eller har været og har nogle gode historier fra dit 2. trimester – så del dem endelig. Det er altid super hyggeligt at høre hvor forskellige oplevelser en graviditet kan give.

Populære blogindlæg

Efterlad en kommentar





Anja Thy, profil billede

Anja Thy

Jeg er en jysk pige med begge ben plantet i jorden. Jeg er en jordnær person, med masser af livsglæde, positivitet og generelt en livsnyder. Jeg elsker at have mange bolde i luften og nyder alle aspekter af mit arbejde. Jeg brænder for, at hjælpe andre mennesker, med en sundere livsstil. Både fysisk såvel som mentalt.

Bootcamps

Bootcamp

Kvaliteten fra personlig træning og holdånden fra holdsport. Team spirit, masser af grin og sjove øjeblikke. Træningskammerater for livet❤