Økonomisk fordel ved at være selvstændig personlig træner.
“Åh centret tager også bare halvdelen af min “løn””. Altså halvdelen af de penge dine klienter reelt set betaler for dig. Føler du dig snydt og er grunden til du gerne vil være selvstændig så du kan nuppe alle pengene til dig selv? Så er det måske ikke den helt rette grund.
Jeg oplever ofte, at rigtig mange nyuddannede drømmer om at være selvstændig personlig træner lige efter deres uddannelse. Bagefter er der en illusion om, at der kan tjenes flere penge ved at have sin egen forretning. Og for mange er det også et spørgsmål om, at der er mere prestige i at være selvstændig.
Tjene flere penge
At tjene flere penge – det kræver altså benhårdt arbejde. Så idag vil jeg prøve at give dig et indblik i, hvad der rent faktisk kræves af at have sin egen forretning som personlig træner. Det er nemlig ikke alle pengene der bare ryger lige ned i lommerne.
Hvis du lige nu får 200kr i timen og dit center tager 550kr for en PT time med dig, tjener de reelt set 350kr på dig. Men de penge går altså til rigtig mange andre ting end blot centret.
Ansat
Er du ansat i en større kæde, får du højst sandsynlig både pension og feriepenge inkluderet i din løn og så er det heller ikke dig der skal betale moms. Der er altså flere punkter her du allerede skal regne med ind i din løn som selvstændig. Her løber de 350kr faktisk hurtig op. Du skal selv oprette en pensionsopsparing og du skal selv lægge penge til side til ferie og du skal huske at inkludere moms i din pris (med mindre nogle af ydelserne er momsfritagede).
Forretningsmæssige omkostninger
Udover hele løn delen, er der også rigtig mange andre udgifter, der er en del af din forretning hver måned.
Typiske månedlige udgifter
- Husleje (til det center du vælger at være tilknyttet). Denne post kan kun udelades hvis du kan træne hjemmefra eller udenfor.
- Revisor – med mindre du selv er en haj til økonomi, så vil jeg absolut anbefale dig en revisor. Det er bedst at være sikker på, at du overholder alle regler og har styr på både faktureringer til dine klienter, samt bogføring af dine udgifter. En revisor kan også være en rigtig god hjælp til at spare dig penge, i form af, hvad der kan trækkes fra osv i din forretning.
- Markedsføring – selvom de sociale medier hjælper os rigtig langt med markedsføringen idag, så kan du ikke undgå, også at skulle smide nogle penge i markedsføring på nettet, for at nå ud til flest mulige mennesker. Det kan både være Instagram og facebook annoncering, samt google ads.
- Hjemmeside – det kan lade sig gøre at have en forretning uden en hjemmeside, men det giver altså noget mere til din forretning og et meget større overblik for dine mulige klienter. Det er også med til, at stille dig bedre på google (hvis du også investerer lidt i det).
Dette er de mest almindelige udgifter som nærmest ikke kan undgåes. Der kan nemt komme endnu flere til, afhængig af hvor ambitiøs du er med din forretning.
Alle disse punkter, skal du altså regne med ind i den løn du skal have, og den forskel der reelt set er når du er ansat kontra selvstændig.
Netværk som selvstændig personlig træner
Udover de reelle omkostninger, ligger der også et kæmpe netværk i en veletableret forretning. Er du selvstændig, skal du selv ud og hverve alle dine kunder. Du skal selv skabe dit eget netværk og også din egen markedsføring. Udover økonomien, kræver det også en del tid og arbejde (som du ikke får løn for). Er du ansat i et firma, behøver du slet ikke tænke over hele aspektet i netværket på samme måde. Det er allerede etableret fra deres side af.
Nu må det her indlæg ikke forstås som, at det bare er totalt nederen at være selvstændig og anses som noget negativt. Jeg elsker at være selvstændig. Når jeg snakker om nogle af de udgifter der fylder eller udfordringer, med revisor, bank eller andet, så kommenterer Søren tit på, at jeg virkelig må elske at være selvstændig, for at ville ofre alt det. Og det gør jeg også. Jeg er sindssyg passioneret for det og jeg har ikke noget imod, at ligge det ekstra arbejde i det.
Det er bare super vigtigt at vide, hvad du går indtil inden du bliver selvstændig, og at du gør det af de rigtige årsager. Økonomi skal absolut ikke være din årsag, for så fejler du rigtig hurtigt. Der er ikke særlig mange personlige trænere, der faktisk kan leve af det erhverv, som selvstændig. Og rigtig mange bliver nødt til at finde andet arbejde ved siden af, fordi de simpelthen ikke er klar over, hvad de egentlig går ind til. Husk at undersøge alle sider af sagen inden du springer ud i det.
Prestige som selvstændig personlig træner
Jeg synes absolut ikke, at der er mindre prestige i at være ansat fremfor at være selvstændig. Det er to vidt forskellige arbejdsformer og de findes til forskellige mennesker. Det er vigtigt du gør det du trives bedst i. Ikke hvad du føler samfundet accepterer dig mest for at gøre.
Hvad tænder dig i dit arbejde?
Kan du godt lide at bestemme selv. Kan du godt lide at have det fulde ansvar (både på godt og ondt). Og kan du godt lide selv at strukturere din egen hverdag. Så er livet som selvstændig tiltalende. Kan du derimod bedst lide at have noget struktur og mere faste arbejdstider. Kan du godt lide, at kunne ligge ansvaret fra dig og ikke skulle stå med alting selv. Så er livet som selvstændig bestemt ikke det rette for dig.
Selvom jeg elsker den frihed og selvbestemmelsesret jeg har, som en selvstændig personlig træner. Så vil jeg helt sikkert nogle gange ønske at jeg bare kunne smide al ansvar fra mig og rent faktisk have fri når jeg har fri. Nogle gange er det bare røvsygt at skulle holde styr på faktureringer og betalende klienter. Nogle gange er det vildt forvirrende at finde hoved og hale i alle de ting der hører med som selvstændig. Nogle gange ville det klart være nemmere bare at være ansat. Mit bedste råd er, gennemtænk alle aspekter. Hvis du er i tvivl om noget – så skriv endelig og spørg. Jeg deler gerne mine egne erfaringer og historier.
Iværksætter
Hvis du ønsker mere inspiration og viden omkring livet som selvstændig og iværksætter, har jeg skrevet nogle meget åbne og ærlige indlæg omkring mulig udvidelse af min forretning.