Iværksætter drøm – udvidelse af forretningen

Iværksætter

Når din karriere pludselig tager en vild udvikling.

Forretningsplaner – APS eller IPS – økonomi – forretningsstrategi – budget – byplanlægning…. Åh ja, alle sammen meget fremmede og forvirrede ord i mit hoved. Jeg er jo bare personlig træner og coach, jeg er jo ikke en forretningskvinde. Men så alligevel, som iværksætter bliver jeg nødt til at have mange forskellige hatte på. Det er en udfordring!

Den ærlig proces

Jeg står midt i en sindssyg udvikling rent karrieremæssigt og det vil jeg rigtig gerne dele med jer. Jeg vil gerne dele hele processen med jer, både de fantastiske sider og ikke mindst de utrygge og ubehagelige. Det slog mig lidt i morges, at mange mennesker er rigtig gode til at dele nyheder, når først det er gået godt. Hvorfor er vi så bange for at dele processen? Hvorfor kan vi først offentliggøre store ændringer når de er nået i mål? Jeg synes det er ærgerligt, for det får alt til at fremstå så skide lyserødt og perfekt. Lad mig lige prøve at fremvise min pointe med et par eksempler.

Vi skaber glansbilleder

Graviditet

Vi offentliggør først en graviditet efter minimum 12. uge, for hvad nu hvis der sker noget inden da? Det gør, at rigtig mange slet ikke ser alle de svære sider ved at blive gravide. Vi ser ikke hvor mange år det rent faktisk kan tage. Vi ser ikke hvor mange der aborterer i de første uger. Det betyder, at vores verdensbillede er et helt andet end realiteten. Det betyder, at når vi så selv står i situationen, føler vi, at vi er den eneste i verden der ex har svært ved at blive gravid. Eller den eneste der har tabt et barn. You know what? Sådan er virkeligheden slet ikke. Vi tør bare ikke dele vores sårbare sider. Og hvad nu hvis der er en chance for at det kan gå galt. Nu hvor vi lige er i graviditeten, har jeg også skrevet en del indlæg omkring min egen fertilitetsrejse, der 1,5 år senere stadig ikke er endt med en graviditet. (du kan læse meget mere her, eller søg under fertilitet her på bloggen).

Nyt job eller forfremmelse

Vi offentliggør først en forfremmelse eller nyt job når vi har fået det. Det er sjældent der er nogen der offentliggør processen i at finde et nyt arbejde. Hvor frustrerende det kan være, hvor svært og tidskrævende det kan være. Hvor nedværdigende det kan være at stå jobløs. Når du selv ender i situationen, skabes der igen en fornemmelse af, at være den eneste der er arbejdsløs. At man selv bare er totalt uduelig, fordi alle andre bare finder jobs så nemt og har succes.

Huskøb – drømme villaen

Vi offentliggør først et huskøb når aftalen er skrevet under og vi er blevet godkendt af banken. Ikke processen hvor vi måske bliver afvist af forskellige banker. Eller sælgere der ikke vil sælge, fordi vi ikke lige er det rette match. Når vi selv står i situationen, føler vi os uduelige og ikke gode nok, fordi alle andre bare bliver godkendt til et hus i første forsøg og finder deres drømmehus uden problemer.

Livet som iværksætter eller selvstændig er bare fantastisk

Livet som iværksætter virker helt fantastisk, fordi vi kun hører om dem der har succes og hvor det går godt. Det er naturligt, ikke mange mennesker har lyst til at dele deres fiaskoer. Men det betyder, at alt for mange tror, at det er peace of cake at blive selvstændig, og det betyder også, at de fleste slet ikke er rustede til det.

Generelt er vi bare rigtig gode til at skabe glansbilleder og vise de gode resultater og ikke processen vi gennemgår, for at opnå de resultater. Lige præcis derfor, vil jeg gerne prøve at dele min rejse i at udvide min forretning. For det er bestemt ikke en nem proces og det er heller ikke sikkert, at det hele kommer til at gå lige godt.

Min start som selvstændig og iværksætter

Jeg føler, at vi er nødt til at få en smule baggrundsviden med, jeg skal nok forsøge, ikke at gøre det for langhåret. Jeg startede som personlig træner i fitness dk for 4 år siden. Et år senere (1. november 2015) valgte jeg at gå selvstændig. Jeg trængte til nye udfordringer og så er jeg bare typen, der fungerer bedst ved at være min egen chef. Jeg har nok altid været iværksætter typen, uden måske helt at vide det. Jeg tænker at lave et helt separat indlæg med hvordan det var at gå selvstændig. Fordi det er også én af de ting der kan virke helt fantastisk, men som altså ikke lige er helt nemt.

Jeg har de seneste 3 år lejet mig ind i et privat center på Vesterbro. Jeg trivedes rigtig godt og fik hurtigt bygget en solid og succesfuld forretning op. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg hele tiden, har haft en bagtanke om, at jeg skulle tilbage til designer faget. Jeg er oprindelig uddannet visuel designer i Los Angeles og det er egentlig det jeg altid har forestillet mig selv at leve af. Nu fik jeg chancen for, at arbejde som personlig træner og det er jeg rigtig glad for. Jeg elsker livet som selvstændig (på godt og ondt) og har været rigtig godt tilfreds med hvor jeg har været. Jeg har haft en god forretning, jeg er altid fuldt booket og har masser af klienter. Men jeg har ikke rigtig følt, at der var nogen grund til, at videreudvikle på det, hvis det ikke var det jeg egentlig ville fortsætte med.

Graviditet – og hvad så?

Sidste år, da vi egentlig var klar til at jeg skulle blive gravid, besluttede jeg mig for, at når der alligevel kom en barsel, ville det være en perfekt timing til, at jeg kunne stoppe mit arbejde som personlig træner og efter barsel finde job som visuel designer. Nu er det jo bare sådan, at livet sjældent går som vi har planlagt. 1,5 år siden og jeg er stadig ikke gravid. Det har gjort, at jeg i foråret begyndte at revurdere mine planer. Efter et års fuld fokus på fertilitet, menstruation og graviditet, trængte jeg virkelig til at sætte fokus på noget andet.

Jeg kunne mærke, at jeg virkelig gerne ville se hvor min forretning kunne føre hen. Ens forretning er jo som en lille baby. Det er noget jeg helt selv har bygget op. Det er mit brand, det er noget jeg har skabt og det kunne jeg godt mærke, at jeg alligevel ikke var klar til at slippe. Jeg blev nysgerrig på, hvad det mon kunne blive til. Jeg har et motto her i livet, hvis der er noget jeg føler jeg kommer til at fortryde ikke at gøre, så skal jeg gøre det. Jeg kunne virkelig mærke, at hvis jeg ikke prøvede at give den fuld gas med at udvide min forretning, så ville jeg helt sikkert fortryde det om et par år.

Vi er alle eksperter på vores område

Jeg vil helst bare have styr på det hele og klare mig selv. Men som iværksætter har jeg også lært, at du kommer meget længere med at række ud efter dem der har aller bedst styr på det og prioritere din tid. Jeg kontaktede derfor PT partners; Thor & Casper, for at høre om de kunne hjælpe mig med at udvide min forretning og tage de næste skridt. De er to fantastiske gutter, der virkelig forstå hvordan man skal booste sin forretning som personlig træner eller sundhedsfaglig.

Som Thor så fint startede med at pointere, så havde jeg jo en super flot forretning og manglede ikke noget. Det har han helt ret i. Jeg har levet af at være personlig træner i 4 år, så det er jo ikke fordi, at min forretning ikke går godt og jeg ikke har succes. Men hvad kunne det mere blive til? Vi begyndte at snakke om mine drømme og visioner. Og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ikke ville kunne udvikle mig i det center jeg er i nu. Jeg føler mig for begrænset og jeg har så mange projekter og ting jeg brænder inde med, jeg ikke føler jeg kan udleve.

Forretningsstrategi?

Noget af det første, Thor bad mig gøre, var at lave en forretningsstrategi. Noget jeg gennem min uddannelse godt ved hvad er, men som jeg aldrig rigtig selv har tænkt på at arbejde med. Jeg er lidt bare sprunget ud i det. Jeg havde succes som personlig træner, og må helt ærligt indrømme, at da jeg startede som selvstændig, lavede jeg hverken forretningsplaner eller målsætninger, jeg gjorde det bare. Når jeg tænker over, hvor struktureret jeg ellers normalt er, forstår jeg det måske ikke helt. Men det gik jo meget godt.

Det var faktisk ret udfordrende at begynde og lave en vision, mission, drømmekunde osv. Absolut brugbart, men også bare at gå helt tilbage til basic. Vi fik lavet nogle mål omkring min forretning, bl.a. at jeg gerne ville fokusere endnu mere på bootcamps. Vi har de sidste måneder arbejdet på en helt ny hjemmeside (shit man hvor tager sådan noget bare vildt lang tid og hvor er der bare vildt mange ting der skal overvejes). Når du læser dette, betyder det at den endelig er gået live. Uh det er så spændende.

Nye lokaler – next step

Well tilbage til kernen for dette indlæg. Nye lokaler. Hvis jeg gerne vil udleve alle mine drømme som iværksætter med min forretning, så bliver jeg simpelthen nødt til at finde mine egne lokaler, til mit eget private træningsstudio. Det er simpelthen for vildt at tænke på. Selvom jeg er 28 år, så føler man sig lige pludselig vildt voksen. Lidt som da vi købte en ejerlejlighed sidste år og lige brugte 2,8mio på 10 sek. Det er altså for vildt! Det er sådan lidt, niv lige dig selv i armen-agtigt.

Det-gør-vi-da-bare

Jeg er sådan lidt ”det-gør-vi-da-bare” og ”det-skal-nok-gå” typen (selvom jeg også bekymrer mig rigtig meget). Det betyder, at jeg tænkte; pjat det der med at finde nye lokaler, det kan da ikke være så svært. Jeg blev klogere. For det første er det bare rigtig svært at finde nogle lokaler der overhovedet er egnede. Nu har jeg simpelthen fundet drømmelokalerne, men det er altså ikke bare som at leje en lejlighed. Jovist, det ville det måske være, hvis jeg havde en kæmpe kapital stående. Det har jeg ikke. Jeg har haft et fint overskud de seneste par år og vi har også en fornuftig opsparing, men det er altså ikke ligefrem en mio forretning jeg har mig.

Nu har jeg jo lovet at være ærlig og dermed hører der jo også noget økonomi med. Jeg havde forestillet mig, at en husleje på 15.000kr (maks 20.000kr) nok godt kunne lade sig gøre. Ja, mit drømme lokale ligger på en månedlig husleje på intet mindre end 48.000kr. Det er en del. Det afskrækker mig selvfølgelig ikke, det betyder bare, at jeg skal til at være kreativ. For hvis der er noget jeg brænder for og noget jeg vil, så går jeg også 100% efter det.

Skabe et sundhedshus

Det har hele tiden været min drøm, at skabe et sundhedshus. Et sted hvor du har det hele. Både en masse fede og spændende træninger, men også forskellige slags behandlere og terapeuter. Det er derfor oplagt, at der skal laves nogle behandlerrum. På den måde, er der også mulighed for ekstra indtjening til huslejen der.

Foruden huslejen, så ligger der også et depositum på 250.000kr og køb af udstyr for ca. 300-400.000kr. Det fik mig til at kontakte min bankrådgiver, der har sendt sagen videre til erhvervsafdelingen, dem mangler jeg stadig at høre fra.

Støtte fra familien

Til gengæld, har jeg en helt absolut, fantastisk far. Han er selv selvstændig og har et meget succesfuldt vvs firma på 25. år i jylland. Jeg fortalte ham om min situation og om han ville stå som back-up hvis banken gerne ville have en ekstra sikkerhed, med lidt mere kapital. Jeg blev simpelthen så rørt over hans svar:

” Hej. Anja 😍
Dejligt at læse din besked😜. Den viser at du brænder for det og det er jo det bedste udgangspunkt, for så skal det nok lykkedes👍. Jeg står altid bag dig og vil altid bakke dig op, så det kan du roligt regne med. Lad os se hvad de siger i banken. Knuzzz Far.”

For selvom, jeg godt ved, at mine forældre støtter mig, så gav det mig simpelthen tårer i øjnene, at vide at de tror på mig.

En økonomisk stabil udlejer

I går fik jeg en mail fra ejendomsmægleren, at udlejer ledte efter en stabil forretning med en god økonomi. Oh manner. Jeg har en stabil forretning, men jeg har selvfølgelig ikke en forretning der har lavet et overskud på 48.000kr hver måned de sidste tre år. Men det er lige præcis det, denne mulighed kan give mig. Selvfølgelig skal udlejer også have nogen ind der kan betale deres husleje, det forstår jeg 100%. Men det er lidt som ikke at ville ansætte nyuddannede, fordi de ikke har nogen erfaring. Jeg har brug for lokaler, for at udvide min forretning og for at det kan vokse. Jeg forstår deres situation, derfor må jeg også bare bevise, at jeg har en forretning, der kan vokse til det niveau (og mere til), der er behov for.

Forretningsplan

Næste skridt er nu, at få lavet en forretningsplan (ja nu kan jeg nok ikke længere komme uden om det) lave regnskab og budgetter. Gaaab. Hvis der er noget jeg synes er røvsygt, så er det at arbejde med tal og excel ark. Jeg vil bare gerne være kreativ, aktiv og hjælpe andre. Jeg har heldigvis allieret mig med min assistent; Louise’ kæreste, der elsker den slags.

Der er så mange ting jeg ikke rigtig aner noget om. Skal jeg have oprettet et nyt selskab? Så det enten er et IPS, APS eller hvad de al sammen hedder? Hvad med partnere eller investorer, er det en god eller dårlig ide? Hvis jeg pludselig køber for 300.000kr i udstyr i mit nuværende firma, får jeg så ikke en masse penge tilbage i skat? Så er der flere penge at gøre godt med. Eller hvad? Ej men altså – jeg underdriver ikke, når jeg siger, at min søvnkvalitet er faldet drastisk denne uge. Jeg har simpelthen så meget tankemylder, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved mig selv.

Byplanlægning

Byplanlægning – er det nu også et ord? Det er det åbenbart. Indenfor erhverv, er det åbenbart sådan, at der er bestemte områder (bygninger) hvor byen har valgt at, der skal være noget specifikt, erhvervsmæssigt. Ej hvorfor må man ikke bare drive den forretning man nu engang brænder for, lige der hvor man gerne vil? I det område, hvor mine lokaler ligger, må der åbenbart ikke være et træningsstudio. Heldigvis laver en kommune nogle gange undtagelser, så det krydser jeg rigtig meget fingre for, at de også vil gøre i dette tilfælde. Jeps, endnu en ny ting jeg har lært, og som kun gør processen mere interessant eller bøvlet om man vil.

En investering i fremtiden

Jeg vil så gerne have de lokaler. Der er så meget potentiale og jeg er selvsikker på, at jeg kan skabe en fantastisk forretning. Men nogle gange skal der altså bruges penge, før der kan tjenes penge og den del skal jeg ligesom lige finde en løsning på.

Jeg går hele tiden med blandede følelser om, at være vildt spændt, totalt i drømmeland og glæde mig. Til samtidig at være pisse nervøs for at et eller andet går galt og det ikke lykkedes. Det er noget af en rutsjebanetur.

Anyways, jeg ville egentlig bare starte med at dele denne rejse med jer. Jeg aner ikke hvor vi ender henne. Det kan være jeg ikke bliver godkendt af banken, eller udlejer. Det kan være lokalerne bliver lejet ud for næsen af mig. Det kan være alt kommer til at køre pisse godt. Uanset hvad, er der helt sikkert en masse vi kan lære af det. Og jeg tænker, at der garanteret er andre der også kan lære noget. Om ikke andet se, at det ikke nødvendigvis er lyserødt at være selvstændig.

Hvis du har nogle erfaringer eller noget til hele min situation, så sig endelig gerne til. Jeg er tydeligvis ret meget på udebane her.

Ha’ en skøn søndag alle sammen.

Populære blogindlæg

Indlæg

2 Comments

  1. Yasmin den 28. oktober 2018 kl. 23:46

    Du kunne altid forsøge at tage kontakt til Fitness Yoga Club på Frederiksberg. De er et nyopstartet selvejet center med stort fokus på det holistiske – store lokaler og 2 sale, men få hold dagligt og derfor potentialet til, at salene kunne udnyttes på andre måder når der ikke er hold? 🙂
    De har ret store lokaler efter min mening, og tror derfor at du vil finde at der er gode Boot camp muligheder ……. tag ud og besøg dem! Har selv været medlem – ELSKER det sted.

    • anja den 27. november 2018 kl. 7:59

      Hej Yasmin.
      Tusind tak for din ide – det kunne være rigtig fint, men dog vil der mangle rigtig meget af det funktionelle udstyr jeg har brug for.
      Knus.

Efterlad en kommentar





Anja Thy, profil billede

Anja Thy

Jeg er en jysk pige med begge ben plantet i jorden. Jeg er en jordnær person, med masser af livsglæde, positivitet og generelt en livsnyder. Jeg elsker at have mange bolde i luften og nyder alle aspekter af mit arbejde. Jeg brænder for, at hjælpe andre mennesker, med en sundere livsstil. Både fysisk såvel som mentalt.

Bootcamps

Sund & Stærk, Bootcamp, København, personlig træner

Kvaliteten fra personlig træning og holdånden fra holdsport. Team spirit, masser af grin og sjove øjeblikke. Træningskammerater for livet❤