Skip to content

Min fødselsberetning

Før jeg blev gravid, kunne jeg nogle gange godt frygte at skulle føde. Mest af alt nok den der smerte man hører så meget om, der er helt ulidelig. Efter jeg blev gravid, tror jeg bare, at jeg indså, at der jo ingen vej var udenom. Det ville ikke gavne mig, at være skræmt af det. For uanset hvad, skulle jeg jo igennem det. Derfor, har jeg faktisk glædet mig til min fødsel. Mest af alt, har jeg glædet mig til hele oplevelsen og få lov til at mærke, hvad min krop rent faktisk kan klare og ikke mindst hvad jeg kan klare mentalt.

Min oplevelse

Jeg vil gerne dele hele min oplevelse med jer. Både fordi jeg selv synes det har været rigtig rart, at få skrevet ned. Men også fordi fødsler er så vidt forskellige og jeg synes selv det er spændende, at læse og opleve netop den forskellighed. Jeg beklager på forhånd, hvis der er nogle kringlede sætninger eller sjove stavefejl. Jeg siger det bare – ammehjerne er virkelig en ting.

Allerede mens mine veer begyndte, skrev jeg lidt noter ned på min telefon. Bare for at være sikker på, at jeg kunne huske alle de indtryk der helt sikkert ville ramme mig. Om eftermiddagen efter fødslen, fik jeg også lige skrevet nogle ting ned og nu her 1,5 måned efter har jeg endelig fået færdiggjort min fødselsberetning. Jeg vil gerne dele min oplevelse med jer og vise hvordan en fødsel pludselig kan gå lynende hurtig. Altså vi snakker – var vi gået hjemmefra 20min senere end vi gjorde, havde jeg født på gaden.  

Er jeg mon gået i fødsel?

På min terminsdag d. 3. juli kl. 01:17 vågnede jeg for at gå på toilettet. Da jeg lagde mig i seng igen, begyndte hun at blive aktiv og jeg begyndte at få menstruationssmerter omkring underlivet. Jeg var lidt i tvivl om det var begyndende veer, så jeg prøvede at starte ve-timeren for at få en fornemmelse af smerterne. Og om det overhovedet var noget der egentlig gav mening. Som førstegangs havde jeg jo ingen anelse om, hvordan det ville føles at gå i fødsel. Og jeg har efterhånden også lært, at det kan være meget forskelligt fra person til person. Der havde ingen tegn været de forgående dage med tiltagende pluk veer eller andet.

“Der lå jeg og små gispede…”

Efter halv anden times tid, tog smerterne godt nok til og der var ikke som sådan lange pauser. Fra starten af, havde de varet 1-1,5min og maks fem min pause imellem. Stort set fra de første veer, virkede den vejtrækning jeg havde øvet mig på; laboro bare som det rigtige og helt naturlige. Der lå jeg og små gispede, mens Søren sov ved siden af mig. Jeg kan virkelig anbefale smertefrifødsel som blandt andet arbejder med laboro vejrtrækning i deres fødselsforberedelse.

Ben & Jerry

For nogle måneder siden, havde jeg købt en Ben & Jerry is, som jeg havde tænkt jeg skulle nyde når jeg gik i fødsel. Det var da en lækker måde at få masser af energi på.

Er det mon nu?

Jeg lå der kl. 3 om natten og tankerne begyndte at køre rundt. Er det nu jeg skal spise min B&J? Eller er det bare en fase? Skal jeg vække Søren? Skal jeg ringe til min søster? Det er virkelig svært at vide, om det er ved at være rigtig i gang, eller om det bare lige er en fase. Og en førstegangsfødsel kan jo tage rigtig lang tid, så jeg ville heller ikke begynde at sætte noget i gang for tidligt. Men veerne var alligevel med så korte intervaller – noget tydede på, at vores lille pige ville komme på terminsdatoen.

Søren vågnede omkring kl. 3.30 for at gå på toilet. Da han kom tilbage siger jeg bare stille og roligt; ”Skat, jeg tror jeg skal føde i dag”. Han tager det meget stille og roligt og ligger og nusser mig hver gang der kommer en ve. Ingen af os kunne sove mere.

Terminsworkout?

Jeg havde jo faktisk planlagt, en terminsworkout med nogle andre i Norce (det crossfit center jeg træner i). Så da jeg alligevel bare lå der og ventede mellem veerne, kunne jeg jo passende lige informere dem om, at det nok nærmere ville blive en fødselsworkout på Hvidovre hospital i stedet for. Der gik ikke længe – så fik jeg en besked fra min søster om hvor hendes update dog var blevet af. Jeg ringede hende op med det samme kl. 04.48. Jeg ville jo bare ikke vække hende for tidligt – men hun kom til Hvidovre med det samme (det tog alligevel også en time fra Hellerup).

Av for satan

Veerne tog til. ”Av for satan” der var mange gange, hvor jeg nåede at tænke; “hvis det her skal blive værre, så ved jeg ikke, hvordan jeg kan klare det”. Men samtidig når veen så er ovre igen, så er det lige før det “næsten” er glemt. Igennem hver ve, prøvede jeg hele tiden at fokusere på Valby bakke og gentage for mig selv ” Jeg ved jeg kan, jeg ved jeg kan” – jeg skulle bare lige op over toppen, så vidste jeg, at den ville fade ud igen. Det minder mig lidt om det lille tog i en børnefilm (som min ammehjerne selvfølgelig ikke kan huske navnet på lige nu).

Smertehåndtering

Specielt igennem al min træning, og i mit arbejde, er jeg rigtig god til at smertehåndtere (ja altså ikke fordi jeg skal håndtere smerte på arbejdet, men fordi jeg arbejder med mine klienter). Jeg er vant til at presse mig selv, og vide, at uanset hvor hårdt det bliver, så er der et slut tidspunkt. Selvom veerne virkelig begyndte at gøre ondt, så havde jeg hele tiden fokus på, at det blot var en fase og at de snart ville gå over.

Fødemodtagelsen

Vi ringede til fødemodtagelsen første gang kl. 5.30. Veerne var begyndt at være med alt mellem 2-5 min mellemrum og varede 1-2min. Jordmoderen synes lige vi skulle vente nogle timer endnu, til de var endnu mere regelmæssige.

De fleste siger jo, at opstartsveerne kan vare i mange timer, så selvom jeg synes de var intensive og kom ofte, så kunne det jo alligevel ikke være tid endnu.

Kl. 7.24 ringede vi igen fordi de var blevet mere regelmæssige og taget til i styrke. Jordmoderen mente dog, at hvis jeg stadig var tryg i at være derhjemme synes hun vi skulle blive hjemme lidt endnu. Jeg synes det var mest behageligt at kunne trisse rundt herhjemme med en varmepude på lænden og ville ikke komme derind for tidligt og risikere at blive sendt hjem igen.

Typisk Søren

Søren nød, at Trine var der til at give mig noget omsorg, holde min varmepude og holde styr på mine veer. For så kunne han da lige få gjort lidt rent og ordnet lidt i lejligheden. Haha det er bare så typisk ham altså. Men okay, det gav da en god og underholdende stemning, midt i det smertehelvede min krop udsatte mig for. Trine formåede endda også, at flette mit hår imellem veerne.

En gåtur mod hospitalet

Trine fik alligevel snakket mig til, at det måske var meget godt at begynde og gå, fordi det nok ville tage noget tid. Søren ringede ind for at sige, at vi var på vej. Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg jo sagtens bare kunne gå over til hospitalet når først jeg var gået i fødsel. Det var jo kun 900m – det var jeg stadig opsat på. Jeg gik fanme hele vejen ind på sygehuset. Vi stoppede op når jeg fik en ve, jeg lænede mig forover og fokuserede på min vejrtrækning. Så snart en ve var slut, var det bare om at komme afsted, i de 2 min der ca. var pause.

Overskud mellem veerne og dermed tid til et billede foran hospitalet.

Vi kom ind til fødemodtagelsen, gik op til skranken og så kiggede jeg bare på receptionisten der ikke sagde noget. Jeg vidste squ ikke helt hvad jeg skulle sige, så det blev sådan noget agtig: ”Øh jeg er i fødsel, skal jeg tjekkes ind eller sådan noget? Vi har ringet ind”. Og så nuppede jeg lige en ve, mens jeg prøvede at fortælle mit cpr nr. Vi blev tjekket ind og ført ned på en stue, hvor der ville komme en jordmoder ned for at undersøge mig og se hvor langt jeg var i fødslen.

Hold da kæft en vanvittig lynfødsel.

Vi ankom på fødemodtagelsen kl. 8.56 – Clara var født kl. 9.37.

Veerne tog til da vi kom ind, men der gik lidt tid uden de undersøgte mig. Jeg kunne mærke, at der kom en anelse presse trang, som om jeg lige skulle på toilet. Jeg tænkte dog at jordmoderen snart ville komme, så jeg ville lige vente lidt, eller blot gøre det efter den næste ve.

Panik

Men så pludselig, out of no where – slog kroppen bare over i en voldsom pressetrang. Det var sindssygt ubehageligt. Det var som om, at presseveerne bare væltede indover mig uden noget varsel overhovedet. Det gjorde sindssyg ondt og jeg begyndte at skrige i smerte og i chok. Jeg havde ingen kontrol over min krop overhovedet.

Min største frygt… at skide i bukserne

Vandet gik og så smart som kroppen er, tømte den også lige endetarmen. Yes min største frygt inden fødslen, at jeg ville skide, det gik lige i opfyldelse. Jeg følte der var tyndskid og fostervand udover alt. Måske meget heldigt, at jeg stadig havde bukser på, så var det hele da samlet der. Jeg vil dog sige, at når først du er i situationen glemmer du det meget hurtigt og de var også rigtig hurtige til bare at fjerne det hele. Det er jo en helt naturlig ting, men stadig noget jeg måske er en smule for blufærdig til at føle helt naturligt.

En lille sjov side note til den oplevelse. Trine havde skyndt sig ud på gangen for at hente hjælp, da jeg var begyndt at skrige i smerte over det store chok. Da hun kommer tilbage på stuen, pointerer hun lige overfor Søren;

”Ej helt ærlig, du kan da godt lade vær med at stå og skide her, når din kone er i fødsel”.

Haha Søren kiggede over på hende og måtte altså lige fortælle at det bare var mig der havde skidt i bukserne.

Mental forvirring

Jeg var slet ikke blevet undersøgt endnu. Jeg anede ikke, om jeg overhovedet var åben nok til at måtte presse. Det var sindssygt ubehageligt at kroppen bare ville presse. Det er nærmest umuligt at modarbejde kroppen. Jeg forsøgte at holde igen, fordi jeg jo slet ikke anede om jeg var åben nok til at presse og ikke engang var på fødestuen endnu. Og ingen gav mig nogen informationer.

Huhej det gik, der var mennesker overalt og de løb med briksen ned på fødestuen. Jeg havde flere presseveer undervejs og for satan det gjorde ondt og var så sindssygt svært at kontrollere og holde igen fordi pressetrangen var så stor.

Jeg kom ned på fødestuen – over på en ny briks midt i vanvittige veer, der slet ikke føltes som om de ville tage en pause.

Er det ikke 2. gang du føder?

Der kom en jordemoder ind på stuen og udbrød:

“Træk vejret. Ro på. Du har jo prøvet det før, du ved hvad der skal ske”.

Jeg fik hurtig udbrudt at det var første gang. Hun var bare blevet kastet ind på stuen og havde slet ikke nået at læse min journal. Hun synes blot det lignede jeg vidste hvad jeg lavede og når det gik så stærkt måtte jeg jo være 2. gangs fødende. Jeg var nærmere ved at panikke over at det hele gik så stærkt, og at jeg slet ikke havde nået at følge med på noget som helst.

Endelig!

Endelig fik jeg lov til at presse med og det var en fantastisk lettelse. Jeg følte alt var fuldstændig ved at sprække og blive revet midt over. Der var nærmest ingen tid mellem veerne og jeg forsøgte at kontrollere vejrtrækningen og holde vejret for at presse. Det væltede bare ind over mig. Jeg skal være ganske ærlig – det gør fucking ondt. Men igen, du ved det er ovre lige om lidt, så det var den tanke jeg hele tiden holdt fast i.

Her er hendes hoved

Pludselig tog hun fat i min hånd og sagde, at jeg kunne mærke hendes hoved. Hun trak min hånd ned mellem mine ben og der var min datters hoved. Okay vildt nok og måske en anelse grænseoverskridende på en måde. Det var en ubeskrivelig smerte da hovedet blev født og jeg var så bange for alt bare sprækkede fordi det gik så stærkt og jeg havde hørt meget om det ikke måtte gå for stærkt for lige præcis at undgå det. Hovedet blev født og vupti næste ve og hun var oppe ved mig. Der gik ikke mere end 12min fra presseveerne startede nede i undersøgelseslokalet inden hun var ude. En sindssyg følelse. Det kan slet ikke rigtig beskrives.

Jeg kunne overhovedet ikke forstå hvad der lige var sket. Alle de tanker, jeg havde haft om rigtig at skulle opleve fødslen. Prøve forskellige stillinger, have en fødselsplayliste at lytte til, evt i badekar for smertelindring, jeg nåede absolut ingenting.

En imponeret jordmoder

Jordmoderen var vildt imponeret over min præstation – hun havde ikke set noget lignende og slet ikke ved en førstegangsfødende. Jeg sprækkede overhovedet ikke. Alt var så fint. Vores lille pige havde det rigtig godt og der var ingen komplikationer overhovedet.

Der er en kæmpe lettelse over at have født. Men så kommer der jo også lige en moderkage bagefter. Det gør på ingen måde ondt sammenlignet med barnet, men fordi du allerede er øm og den trodssalt fylder noget, så kan det altså godt mærkes. Bagefter, er det dog en kæmpe lettelse, som om det er ”tømt” på den helt rigtige måde.

De klipper jo ikke navlestrengen med det samme, så den sidder fast på baby’en, samtidig med, at den også stadig sidder inde i livmoderen. Det er serøst mærkeligt at have noget hængende ud af dig på den måde, som bevæger sig hver gang nogen rykker på dit barn. Vi fik lov til, lige at slappe lidt af sammen og lade hende sutte lidt på mit bryst inden jordmoderen kom tilbage for lige at veje og måle hende og efterfølgende blev vi kørt op på barselsafsnittet.

7 timer efter fødslen

”Jeg troede faktisk, at jeg ville være meget mere emotionel og rørt af situationen men jeg var overhovedet ikke landet og ikke følt jeg havde fået oplevelsen med. Nu her små 7 timer senere er jeg stadig helt omtumlet og det er stadig vildt urealistisk. Det er underligt at have haft en forestilling om, at blive overvældet af en kæmpe kærlighed og følelse til min lille pige. Det gør faktisk ondt i hjertet at sige, at den bare slet ikke er der endnu. Jeg håber og tror på, at jeg blot skal lande lidt mere i det hele”.

Hvornår kommer de stærke følelser?

Det er nu næsten 1,5 måned siden jeg har født og jeg kan stadig blive helt tårevædet over at tænke på hele oplevelsen. Mest af alt fordi det gik så stærkt. Rent fysisk, var det dejligt, at det ikke var en længere fødsel, men samtidig var det vildt ubehageligt at det gik så stærkt rent mentalt. Jeg kunne slet ikke følge med og jeg tror også det er med til at jeg stadig ikke helt har forstået at jeg faktisk er blevet mor. Det hele er stadig så uvirkeligt. Nogle gange føler jeg ikke rigtig at jeg faktisk har født – min mave er bare væk.

Til gengæld er jeg sindssygt imponeret over hvad kroppen er i stand til. Igennem hele min graviditet har jeg haft stor fokus på, at holde min krop sund og stærk, så min graviditet ville være så nem som overhovedet muligt. Det blev den også. Du kan læse mine tidligere indlæg omkring min graviditet; Jubii – jeg er gravid2. trimester og Gravid – 3. trimester.

Gravid photoshoot

Min styrke blev en klar fordel

Min styrke og seje krop kom tydeligt til udtryk i min fødsel. En nem fødsel. Kroppen klarede den helt uden nogle komplikationer eller udfordringer overhovedet. Efterfølgende har jeg heller ikke haft nogle gener. Jeg har hverken brugt en bruser når jeg skulle tisse det første stykke tid, der var intet der sveg. Allerede dagen efter var jeg ude på en kort gåtur uden nogle smerter. Jovist efter et par 100m, føltes det lidt som om mit underliv hang nede ved knæene, men det tror jeg nu er meget normalt.

Træning og fysisk aktivitet

Fire dage efter min graviditet kunne jeg begynde med små øvelser for min bækkenbund og core. På 5. dagen trænede jeg overkroppen i TRX (uden stor belastning), men jeg trænede rent faktisk. Der var intet at mærke. Ingen smerter. Ingen tiltagende blødning eller andet. Fem dage efter var mine mavemuskler ikke længere delte. Say what???

Efter to uger var min blødning stoppet. 10 dage efter havde jeg min første crossfit træning. Stadig med begrænset vægt og med omtanke bag øvelser osv. Men jeg havde aldrig nogensinde turde drømme om, at det overhovedet var muligt. Jeg forstår godt, at alle fødsler og alle graviditeter er forskellige. Jeg vil blot rigtig gerne vise, at en sund og aktiv livsstil kan gøre en verden til forskel både i en graviditet og i en fødsel. Der er selvfølgelig også gener og andre ting der kan spille ind. Men det er i hvert fald på ingen måde noget der skader. Der kommer et separat indlæg med meget mere omkring træning efter fødslen.

Spændt på næste fødsel

Nu er jeg blot virkelig spændt på, hvordan næste fødsel mon forløber. Èn ting er helt sikkert – jeg venter ikke så længe med at tage på hospitalet denne gang. For selvom jordmoderen mente jeg er den perfekte kandidat til en hjemmefødsel, så er det simpelthen ikke noget for mig.

Sænk dine forventninger

En vigtig ting jeg har erfaret efter min egen fødsel, er hvor vigtigt det er, ikke at opbygge for mange forventninger. Selvom jeg havde lavet en fødselsliste med en masse ønsker på, så havde jeg hele tiden haft fokus på, at nok kunne jeg ønske mig en masse ting, men det ville ikke være sikkert, at det kunne lade sig gøre. Samtidig, havde jeg læst og hørt en masse fødselsberetninger. Jeg synes faktisk det var meget fedt, at høre hvor forskellige fødsler kan være og det gav mig også en bedre forståelse for, at du virkelig ikke kan forudse hvordan tingene forløber sig.

Jeg nåede på ingen måde at bruge min fødselsliste før hun var født og det har jeg det egentlig fint nok med. Der var jo ikke tid til det kan man sige. Men nu her hvor jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at de typiske fortællinger om hvordan en fødsel typisk er for førstegangsfødende, var med til, at jeg næsten fødte min datter på gaden. Man hører så ofte, at førstegangsfødende tager længere tid og veerne kan nemt vare mange timer. Det betød, at jeg hele tiden tænkte, at der nok var lang tid til endnu. Havde jeg bare forholdt mig helt neutralt og måske følt endnu mere efter i kroppen, var vi måske taget afsted noget før. Havde det reelt set gjort en forskel, det er jo virkelig svært at sige.

Antager jordmødre for meget?

Derudover, og jeg ved godt det må være virkelig svært, så tror jeg også jordmødre skal passe på med at bedømme hvor kvinder er i deres fødsler, gennem en telefon samtale. Jeg har hørt en del fortællinger om kvinder der fik at vide, at hvis de kunne snakke så fint i tlf mens de havde en ve, så var de ikke særlig langt endnu. Jeg er som sagt god til at smertehåndtere og være i smerter.

Jordmoderen kunne ikke høre på mig hvor langt jeg var i min fødsel og derfor fik hun mig overbevist om at blive hjemme. Havde jeg fulgt hendes råd, var det endt i en hjemmefødsel. Jeg er med på det er super svært at vurdere, men måske er det blot bedre ikke på forhånd at antage kvinder skal lyde maks pressede før de må komme ind på hospitalet.

Tak fordi du læser med

Pueha – det blev et længere indlæg, men jeg tror det er svært at beskrive en så følelsesladet oplevelse på kort vis. På mange måder har det været en sindssyg oplevelse, samtidig så er det gået så stærkt, at jeg stadig ikke helt føler, at jeg rent faktisk har født. Det er en ambivalent følelse. Lige så ambivalent det er at tænke på, at jeg rent faktisk er blevet mor.

Populære blogindlæg

Efterlad en kommentar





Anja Thy, profil billede

Anja Thy

Jeg er en jysk pige med begge ben plantet i jorden. Jeg er en jordnær person, med masser af livsglæde, positivitet og generelt en livsnyder. Jeg elsker at have mange bolde i luften og nyder alle aspekter af mit arbejde. Jeg brænder for, at hjælpe andre mennesker, med en sundere livsstil. Både fysisk såvel som mentalt.

Bootcamps

Sund & Stærk, Bootcamp, København, personlig træner

Kvaliteten fra personlig træning og holdånden fra holdsport. Team spirit, masser af grin og sjove øjeblikke. Træningskammerater for livet❤