Alanya – din rejseguide med baby

Alanya – din rejseguide med baby

Ferie og rejse med en baby kan virke uoverskueligt og svært at forholde sig til. Men sådan behøver det slet ikke at være. I denne guide finder du mere specifikke ting omkring en børnevenlig ferie i Alanya. Jeg har også skrevet et generelt indlæg om at rejse med en baby.   

Mixxtravel

Vi er blevet udvalgt af Mixxtravel til at være testpiloter på en ferie til Alanya, Tyrkiet. Et samarbejde der bestemt ikke var svært at sige ja tak til, da vi jo elsker at rejse og efter vi er blevet forældre, elsker vi at inkludere Clara i vores rejser og tage hende med på oplevelser.

Eventyrlig rejse

Vi kendte ikke destinationen på forhånd, da Mixxtravel gerne ville overraske os og lade det være eventyrligt. Det viste sig, at vi skulle på en lille mini rejse til det solskinsrige, og skønne Alanya, Tyrkiet. Søren har været i Alanya rigtig mange gange, da hans forældre har haft en lejlighed lidt øst for byen. For mig er det kun 2. gang, men denne gang med et helt andet fokus. Det er faktisk rart med en ferie, hvor der ikke har været en lang liste med sightseeing, men hvor fokus blot har været afslapning og finde gode børnevenlige oplevelser.

Derfor bærer denne guide ikke præg af de store sightseeingsoplevelser, men nærmere gode rejse muligheder med en baby/børn.

At rejse med en baby

Det her er Claras femte rejse, så vi er ved at være vant til at rejse med en baby og tager det meget afslappet og stille og roligt. Det kan du nu også sagtens gøre. Da vi var i Marokko skrev jeg et generelt indlæg om det at rejse med en baby, Det kan du finde her.

Angeliq Downtown Hotel

Vi blev tjekket ind på et 3-stjernet boutique hotel, meget tæt på stranden. Hotellet er ny renoveret i 2019 og har en perfekt placering ift. stranden og byen. Her møder du ikke et kæmpe all-inclusiv resort, men i stedet et stilrent og hyggeligt hotel, hvor du kan tilkøbe morgenmad. De er virkelig søde og rare og meget børnevenlige. Vi havde vores egen barnevogn med, så den har Clara bare sovet i, også om natten. Men ellers tilbyder de også børnesenge. Til morgenmaden er der højstole og tjenerne er søde til at tilbyde og varme vores medbragte mad til hende. Udvalget af morgenmad var ikke så stort, da vi boede der udenfor højsæsonen. Men tjenerne fandt gladeligt de ting frem vi efterspurgte. De var endda nede og købe laktosefri mælk til Søren, da han ikke tåler laktose.  

Barnevogn med på ferie

Indtil videre, har vi altid haft Claras barnevogn med når vi rejser. Vi har købt en air shell og så er det nemt blot at tjekke barnevognen ind i lufthavnen. Det giver en rigtig god frihed, da hun nemt kan sove i barnevognen mens vi går rundt og hygger os. Når hun vågner, sidder hun bare i hendes barnevogn og hygger sig og observerer. Næste ferie bliver nok med en klapvogn, vi kan pakke med i håndbagagen i stedet for. Der er hun for stor til den her barnevogn og den store vi har derhjemme er alt for stor at slæbe med.

What to do in Alanya – med en baby

Alanya Teleferik Svævebane

Forenden af bjerget Kalesi, finder du en svævebane der fører op på bjerget med en fantastisk udsigt og den berømte borg; Kalesi. Vi havde egentlig slet ikke regnet med, at vi kunne tage barnevognen med op, men det måtte vi gerne.

Wauw en udsigt. De 28TL er virkelig godt givet ud. Du har udsigt over hele byen mens du stille og roligt kommer højere og højere op. På toppen har du to muligheder. Enten kan du blot nyde den fantastiske udsigt. Eller du kan gå højere op på bjerget for at komme op til borgen. Har du en barnevogn eller klapvogn med, skal du dog være opmærksom på at slæbe. Der er en del trappetrin. Havde vi haft en klapvogn med, havde den været nem at slå sammen og bare bære op. Så da Clara vågnede, stilede vi barnevognen ind til siden (det var der flere der havde gjort på vejen) og så tog vi hende med videre i en bæresele. Fordi det var off season var der ikke meget der var åben omkring borgen (vi betalte heller ikke for at komme ind), men til gengæld er der hyggelige små boder, huse og igen en fantastisk udsigt.

Legepladser

Der er masser af legepladser til børnene i Alanya. Specielt hvis du går nede langs stranden (på begge sider af borgen) skal du ikke gå mange meter før du møder en. Der er endda flere restauranter der også har små legerum eller en gynge og vippe.

Vi var et par gange forbi denne store legeplads. Den ligge forenden af Kleopatra beach inden du når hen til foden af bjerget. Der er også små rutsjebaner og små gynger til de helt mindste. Clara er ikke super interesseret endnu, men de farverige bolde der drejer rundt, var utrolig spændende.

I højsæson er Alanya Waterpark også åben, som er det helt perfekte sted for børn.

Tyrkisk marked

Der er næsten et marked et eller andet sted omkring Alanya hver dag. De tyrkiske markeder er super hyggelige og her har du virkelig mulighed for at prutte om priserne og lave en god handel. Har du været syd på før, så er det de typiske markeder med masser af tøj, tasker, bælter osv. Selvfølgelig alle sammen kopivarer, men du får til gengæld også tøj til ingen penge. Derudover er der også de lækre mad-markeder. Hvor du finder et hav af grøntsager, frugt, krydderier, nødder, frø og kerner, kød, fisk og meget mere. Helt friske og lækre råvarer.

Shopping i Alanya

Her er masser af shopping muligheder i Alanya. Alanyum er et stort shopping center, hvor du finder alverdens butikker. Det er et rent paradis for dig der elsker at shoppe. Er du mere til de små lokale butikker og masser af varer hvor du kan prutte om priserne, så er de næsten på hvert gadehjørne. Specielt gaderne nede omkring havnen er spækket med butikker, med tøj, tasker, sko og meget mere.

Shopping til baby

I de fleste større supermarkeder såsom; Migros, A101 og Bim er der gode muligheder for at købe bleer og vådservietter. Deres udvalg af babymad synes jeg dog ikke er særlig stort, så der er jeg glad for, at jeg havde medbragt en del til Clara hjemmefra. Jeg havde både købt økologisk babymad på glas, smoothie (til at blande i hendes grød), medbragt havregryn (til morgengrød), rugbrød, agurkestave og majs puffs. Derudover, havde vi en køletaske med, med fryseelementer i, som vi fint kunne have i køleskabet og så medbringe om dagen når vi var ude og gå. Derudover smagte hun blot noget af vores mad.

Dolmus – den lokale bus

En tur med den lokale bus, er en oplevelse i sig selv. Kvaliteten er blevet bedre, men de bumler stadig derudaf, fyldt med lokale. I sommermånederne, bliver de dog som en sauna og en anelse ildelugtende med alle de svedende mænd.

Det koster 3-4TL at tage med bussen (det er aldrig til at vide helt hvad prisen er, jeg ved ikke om chaufføren tager lidt efter humør). Vi kunne også fint have barnevognen med. Der er stoppesteder rundt omkring, men du kan også sagtens vinke til buschaufføren fra vejkanten, eller råbe op når du skal af. Busserne kører ca hvert tyvende minut, men der er ikke nogen decideret tidsplan. Det er lidt mere chill og man tager det bare som det kommer, men det er der vel også en vis charme i.

Restauranter

Der er masser af gode restauranter i Alanya. Ude langs strandpromenaden (øst for Alanya) ligger der en del restauranter helt ned til vandet med den smukkeste udsigt. Det er absolut et besøg værd. Maden er ikke vildt prangende, men udsigt siger det hele.

Inde i Alanya er der også rigtig mange der tilbyder lokal, tyrkisk mad. Det kan jeg varmt anbefale jer at prøve. Specielt deres Osmanish er en gryderet med kød, grøntsager og så er der ofte ris og pom fritter til. Vi var inde på Kasikara Ocakbasi, som er en lokal restaurant der ligger lidt væk fra strandpromenaden. Her finder du dejlig, lokal tyrkisk mad. Du får tyrkisk brød til forret, derudover er der også et stort valg af tyrkiske forretter du kan vælge imellem (vær dog opmærksom på, at du skal betale for dem) og så har de, de typiske lokale retter.

Et børnevenligt Alanya

Det er sjovt, hvordan ens fokus helt har ændret sig på ferier, nu hvor vi har fået Clara. Jeg kigger efter legepladser alle steder. Det er selvfølgelig ikke noget jeg sådan rigtig har lagt mærke til før, men generelt, synes jeg Alanya er virkelig børnevenligt. Uanset hvor du går hen, tager de hensyn, hjælper og er imødekommende overfor at du har børn. På den ene restaurant spurgte vi, om de havde en højstol (det oplevede vi steder i Barcelona de ikke havde) og han svarede bare ja selvfølgelig som om det var da det mest naturlige. Der er flere restauranter, der også har deres egen lille legeplads eller legerum til børnene. Tjenerne er også alle meget børnevenlige og leger og pjatter med børnene. Clara charmerede i hvert fald dem alle sammen.  

Hvis du er på udkig efter din første ferie med børn eller bare en børnevenlig ferie, så kan jeg varmt anbefale Alanya. Enten kan du booke din egen ferie. Men hvis du er mere til pakkerejser, hvor alt er sørget for og du bare skal tage afsted (det kan måske være meget rart, især med børn og især hvis du ikke har været ude og rejse meget eller overhovedet med børn før), kan jeg varmt anbefale Mixxtravel. Jeg synes de har været professionelle hele vejen igennem og fordi de har så mange rejser til Tyrkiet, er de virkelig eksperter hernede.

Populære blogindlæg

Indlæg

Efterlad en kommentar





Anja Thy, profil billede

Anja Thy

Jeg er en jysk pige med begge ben plantet i jorden. Jeg er en jordnær person, med masser af livsglæde, positivitet og generelt en livsnyder. Jeg elsker at have mange bolde i luften og nyder alle aspekter af mit arbejde. Jeg brænder for, at hjælpe andre mennesker, med en sundere livsstil. Både fysisk såvel som mentalt.