Oplevelsen er ved at være nogle måneder gammel, men refleksionerne her efterfølgende synes jeg er meget interessante. 

En følelsesladet weekend

Pueha sikke en rutsjebanetur gennem weekenden. Jeg deltog i december, i en crossfitkonkurrence da jeg var i 11. graviditetsuge. Det var noget af en prøvelse, mest af alt på det mentale plan. Jeg havde tilmeldt mig sammen med min søster, allerede tilbage i september måned, inden jeg overhovedet var gravid. Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid i starten af november, ønskede jeg ikke at aflyse konkurrencen. Jeg var jo først lige begyndt at konkurrere i crossfit og tænkte, den klarer jeg da sagtens.

Graviditet betyder jo heller ikke, at træningen skal sættes på pause og slet ikke så tidligt i forløbet. Jeg har skrevet et mere specifikt indlæg omkring træning under graviditet, hvis du er interesseret. 

Kvalme og manglende overskud

Ikke langt inde i min graviditet, ramte kvalmen og den manglende overskud og det gjorde, at min træning blev skåret væsentligt ned. Intensiteten blev noget mindre og antallet af træninger på ugebasis blev også væsentlig færre. Jeg havde svært ved at kende mig selv og min krop. 

Ingen forventninger

Jeg havde ligesom affundet mig med, at jeg ikke kunne forvente at opnå noget ved konkurrencen, men at vi bare måtte tage det som en oplevelse uanset resultatet. Der var derfor ikke så meget at gøre rent træningsmæssigt i måneden op til. Der sneg sig dog en anelse frustration ind, over at jeg ikke kunne holde fast i den træning jeg ellers virkelig elsker. Kvalmen og det manglende overskud var ligesom bare alt overskyggende. 

Weekenden nærmede sig og det mest frustrerende var faktisk, at jeg ikke kunne dele grunden til min manglende træning med jer. Jeg følte mig låst og jeg følte mig ikke 100% ærlig, som jeg ellers går meget op i. Det var virkelig svært ikke bare at kunne sige jeg var gravid og så faktisk dele hele den oplevelse med jer. Jeg synes jo også det er vigtigt, at vise de perioder hvor motivationen til at være aktiv bare ikke er der. Og det gjorde, at jeg følte jeg ikke kunne være mig selv og at jeg ikke var ærlig. 

Hvor i alverden blev min form af?

Det kunne stort set ikke ses, at jeg var gravid endnu, så jeg var ikke besværet af min krop, altså fysisk ifht mavens størrelse. Men hold da op, hvor føler man sig bare i jordens dårligste form når du bliver gravid. Grundet en meget større blodmængde i kroppen, ryger ens puls bare i vejret af ingenting. Til gengæld vidste jeg, at der var en god grund til det og det gjorde mig mere sikker.

Jeg kunne godt mærke, at min krop ikke var sig selv og jeg kunne selvfølgelig ikke give mig selv 110% som ellers er den mentalitet jeg plejer at træne med. 

“Hey jeg er faktisk gravid”

Det værste var faktisk, at jeg følte alle kiggede på mig som værende i meget dårligere form end min søster – og jeg havde så meget lyst til, bare at smide en seddel på ryggen hvor der stod “Hey jeg er faktisk gravid.

I et af workouts’ene var der først nogle sprints og burpees for lige at jorde pulsen totalt (det behøvede jeg ikke 2x 10 gentagelser for, haha) herefter tunge cleans med en sandsæk. Burpees’ene havde udtrættet min krop helt vildt meget, så den kunne simpelthen ikke få de 40kg op, som normalt ellers ikke ville have været et problem. Jeg hørte en fra publikum kommentere til sin veninde ved siden af: 

“Seriøst, det er bare hende den anden der laver alt på det hold”. 

Det ramte mig sindssyg hårdt og jeg følte mig endnu mere uduelig.

Mit game

Sidste workout inden finalen (og vi lå lige på grænsen så den kunne virkelig være afgørende). Min absolut yndlings øvelse kom på – en kombi af en pull-up efterfulgt af en T2B (toes to bar). Totalt mit game og det gymnastiske jeg er absolut stærkest i. Endelig var jeg på hjemmebane og endelig kunne jeg trække det største læs i vores teamwork. 

Det startede egentlig ganske fornuftigt. Vi havde delt det godt op og smidt mig mest i baren. Efter første runde gik min mave dog helt i baglås. En bevægelse der før var nem, var nærmest umulig til sidst. Det kunne nærmest ikke lade sig gøre og til sidst var vi det sidste hold der kæmpede os igennem. Lige der hvor jeg ellers kunne shine og vise jeg også var noget værd på team Thy fejlede totalt. 

Hold kæft en følelse af fiasko. 

En dag der faktisk skulle have været en virkelig fed dag og en sjov og god oplevelse sammen med min søster (jeg elsker at vi har en fælles interesse i crossfit) blev bare til en rigtig øv følelse og faktisk meget følelsesladet for mig. God knows, måske var der også ekstra hormoner der spillede ind på det tidspunkt. Følelsen af fiasko og uduelighed var bare altoverskyggende. 

Refleksion

Nu er jeg meget længere henne i min graviditet og jeg og min krop er ved at blive meget bedre venner igen. Kvalmen og det manglende overskud er stort set væk og jeg er kommet meget mere tilbage til min træning igen. Det er lidt sjovt og interessant, at sidde og læse mine tanker og frustrationer fra den dag i december. 

Lige nu kan jeg ikke rigtig lade vær med at tænke; 

“Seriøst Anja, du var gravid, hvad fanden havde du forventet?”. 

Du skal ikke kende mig særlig godt for at vide, at jeg ikke er særlig god til at gøre noget halvt. Og jeg tror virkelig bare at frustrationerne over den manglende kontrol over min egen krop i den første en og en halv måned af graviditeten op til konkurrencen, gav mig en forhåbning om, at noget jeg i det mindste kunne finde ud af, kunne give mig følelsen af, at have kontrollen tilbage. Og så fejlede det bare totalt. Nu kan jeg ikke helt lade være med at grine lidt. Det er jo bare en periode.  Det er jo ikke en tilstand for resten af livet. Og én ting en graviditet har lært mig indtil videre er, at der bare er nogle ting i livet du ikke kan kontrollere og måske er det bedre blot at acceptere det, fremfor at forsøge at kontrollere noget der er ukontrollerbart. 

Lige nu er jeg bare lykkelig over, at jeg stadig formår at træne fire gange om ugen og at jeg stadig kan være med til det meste. Jeg er virkelig stolt og imponeret over den krop jeg har fået opbygget mig de seneste år. Der er ingen tvivl om, at en sund og stærk krop, virkelig har et helt andet niveau når den kommer på overarbejde. 

“PYT”

Derudover er kommentaren fra konkurrencen nok også et bevis på, at uanset hvor meget man prøver ikke at blive påvirket af hvad andre tænker og synes, så er det bare sindssygt svært. Men samtidig, er det også et rigtig godt eksempel på, at hvis jeg nu bare kunne have sagt – “PYT” og været totalt ligeglad med hendes holdning, så havde dagen måske ikke endt så sårende for mit vedkommende. 

De seneste par år har lært mig, at de hårde perioder og oplevelser i vores liv, allesammen er med til at udvikle os og lære os noget nyt. “What doesn’t kill you makes you stronger”. Der er ingen grund til at se de episoder som failures, hvis vi i stedet kan få noget brugbart ud af dem. Det har i hvert fald lært mig, at acceptere når der er noget jeg ikke kan kontrollere og så lade vær med at bruge så meget energi på det. Samt, at det med at bekymre sig om andre folks holdninger, virkelig ikke giver mig noget positivt i mit liv.