Iværksætter drøm – fail

Jeg skylder vist en opdatering på tidligere indlæg; Iværksætter drøm – udvidelse af forretningen. I efteråret havde jeg fundet de perfekte lokaler til udvidelse af min forretning, til mit eget træningsstudio/sundhedshus. En lang historie kort- det gik ikke så godt. Vi havde udfordringer med kommunen og lokalplanen. Den er fra 1994 og er ikke blevet ændret siden. Og det er de heller ikke interesseret i på nuværende tidspunkt. Snak lige om at være gammeldags. Dvs. der hvor de lokaler lå jeg havde kigget på, måtte der udelukkende kun være erhverv til transport og lager. Ikke rigtig nogle emner jeg kan passe ind under. Det endte desværre med, at udlejer sprang fra. Øv også. Selvom jeg havde forberedt mig selv på, ikke at forvente for meget for tidligt, så havde jeg jo lagt store fremtidsplaner og allerede drømt mig til den helt fede indretning. Lidt en mavepuster må jeg ærligt indrømme.

Back to square one

Jovel – der var jo ikke andet for, end at gå tilbage til research fasen. Vi arbejdede videre på at lave forretningsstrategier, forretningsplaner og budgetter. For én ting er helt sikkert – det skal blive en realitet på et eller andet tidspunkt!

Budget – gaaab!

Holy moly- nu forstår jeg virkelig godt, hvorfor jeg ikke valgte handelsskolen dengang i tidernes morgen. Der er jo så mange ting der skal indtænkes og beregnes i sådanne budgetter. Driftsbudget, etableringsbudget? Hvad fanden betyder alt det? Hold da helt op hvor er der mange ting der skal regnes ind i et budget. Forsikring, eksterne og interne udgifter, faste omkostninger, rengøring, elektronik og listen er bare lang. Heldigvis har jeg fået rigtig god hjælp af en bankmand til at udregne det hele. Men altså, seriøst. Bare tanken om budgetter, skat og moms giver mig hovedpine og kan bare trække al energi ud af mig. Det er virkelig ikke den side af det selvstændige liv der tænder mig, det er helt sikkert. Jeg er virkelig glad for, at jeg har en revisor til hverdag til at holde styr på alle de ting.

Nye lokaler i Vanløse

I december, fandt vi nogle nye og helt perfekte lokaler i Vanløse. De ligger lige ved metro og s-togs stationen og har det perfekte layout. Men det har heller ikke lige frem været en hurtig proces. Denne gang, havde vi heldigvis styr på alt basis, så forretningsplanen og budgetterne kunne hurtig sendes videre til ejeren og ejendomsmægleren.

Vi fik hurtigt at vide, at der også var en anden interesseret, så vi blev lige pludselig en anelse stressede. Jeg rykkede for banken, men de var verdens største snøvlehoveder. Vi rykkede på nogle papirer fra ejendomsmægleren men det tog også lang tid, alt imens jul og ferie kom tættere på.

Godkendelse i banken

Nu er det ikke lige sådan, at jeg står med et par mio på lommen jeg kan investere i. Derfor kræver sådan et projekt, at jeg kan optage et lån i banken for at kik-starte det hele. Udfra vores budgetter og estimat på indtjening, husleje osv så kan forretningen fint hænge sammen. Men der er en ret stor start kapital der skal dækkes. Både 200.000kr til depositum og ca 300.000kr til udstyr. Det har taget sindsygt langtid at få det godkendt i banken og jeg begyndte virkelig at frygte, at de ikke var med på idéen. Heldigvis, synes de det er et vildt fedt projekt og jeg er nu også godkendt til et erhvervslån.

Bygnings / ingeniør gennemgang

Vi fik endelig aftalt en tid til at gennemgå lokalerne med en ingeniør, for at kigge på, hvordan plantegningerne skulle indrettes. Det er helt rå lokaler, så det fede er, at vi kan indrette det lige som vi har lyst til. Heldigvis har jeg prøvet det der med at tegne plan tegninger gennem min visuelle design uddannelse, så jeg fik lige skitset lidt idéer ned. Der var dog ingen mål på noget som helst, så det blev lidt på fornemmelser.

Hvilket gulv ønsker du? Hvad er dit krav til ventilation? Hvilke krav har du til badeværelser? Lige pludselig endnu flere ting at tage stilling til. Hvilket loft skal det være? På daværende tidspunkt, var jeg virkelig imponeret over, at mit hoved rent faktisk formåede at følge med. Oven i hatten, var jeg også blevet gravid og var midt i de famøse første 3 måneder med træthed og kvalme. Hvordan jeg overhovedet har fået alt til at gå op, det er mig stadig en gåde. Og så selvfølgelig min fantastiske PA; Louise.

Juleferie og stilstand

Jeg havde stadig ikke hørt nærmere fra banken og nu nærmede juleferien sig også. Ingeniøren; Christian lovede os, at have et tilbud klar på istandsættelse i uge 1. Både så vi kunne skabe os et overblik, men også så ejeren havde noget at forholde sig til. I sidste ende, er det jo dem der skal godkende om de vil investere i vores ønsker til stedet.

Udvid din tålmodighed Anja

Uge 1, uge 2 og uge 3 gik og vi hørte ikke rigtig noget. Endelig kom plantegningerne og et reelt tilbud på istandsættelse blev sendt til ejeren. Vi fik endelig sat et møde i kalenderen med ejeren (det er et større selskab der ejer bygningen) idag onsdag d. 6. feb. Ejeren er tysk, så det skulle foregå på engelsk. Når ja, lige lidt ekstra at forberede sig selv på. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg var en smule nervøs inden. Alt afhang ligesom af idag. Kunne jeg sælge mig selv og min ide godt nok? Kunne de se en fremtid i mine planer? Er de villige til at investere i det og se mig som en god lejer?

Succesfuldt møde – tror jeg?

Det var et meget specielt møde. Jeg synes ikke rigtig, at ejeren egentlig forstod min idé og koncept. Og hele de første 30 min følte jeg virkelig ikke det gik den rigtige vej. Pludselig viste det sig, at hun slet ikke havde forstået bootcamp konceptet og troede det var noget der skulle foregå i udlandet. Hvor i alverden hun har det fra, ved jeg virkelig ikke. Jeg måtte lige forklare hende, at bootcamps altså betød mindre og intense hold træninger der er meget populære lige for tiden. Så var det som om hun forstod det hele og mødet tog pludselig en helt anden drejning.

Hvor er det egentlig vildt. Lige pludselig at sidde i et investeringsmøde overfor 6 andre personer og skulle sælge dig selv, snakke om budgetter, forretningsplaner osv. Det er squ på mange måder ret urealistisk. Jeg er rigtig glad for, at jeg havde min forretnings konsulent; Thor med mig. Oh well, jeg blev også 29 år i weekenden, så det er vel nu jeg skal til at være voksen.

Generelt har jeg en rigtig god fornemmelse af mødet og det lyder meget lovende. Ejeren vil vende tilbage i næste uge med et endeligt svar.

Findes der en perfekt timing?

Men fordi tingene er trukket så meget ud, så hedder overtagelse ikke længere 1. maj – men derimod nærmere 1. august eller 1. september. Alt afhænger af, hvor hurtig kommunen er til at godkende det hele og hvor hurtig de kan indhente tilbud ved håndværkerne. Det er lige pludselig et nyt element der skal tages med i min overvejelse. Jeg er jo midt i hele min forretningsudvidelse kommet i den situation, at jeg har termin d. 3. juli. Derfor var 1. maj en meget fin dato, så jeg lige kunne få det hele sat i gang og dermed sat Louise klar på at køre showet i efteråret. Nu synes jeg virkelig, at det hele bliver presset oveni min barsel. Der findes bare aldrig en perfekt timing. Hvis nogen prøver at bilde dig ind, at du skal vente til den perfekte timing – så ved de virkelig ikke hvad de snakker om, for den findes ikke.

En kæmpe beslutning

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, mit hoved er et stort virvar af tanker og bekymringer lige nu. Hvis du tænker livet som selvstændig er lyserødt og helt fantastisk, så har du vidst glemt at dykke nærmere ned i hvad det egentlig kræver. Ja det er mega fedt på mange punkter og jeg elsker det (de fleste dage). Men det er dig der har 100% ansvar, for dig selv og din egen karriere og fremtid.

Jeg har lidt den holdning, at der skal investeres penge for at kunne tjenes penge. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, hvis jeg gerne vil udvikle min forretning og mig selv, så skal der bare sket noget nyt. Jeg føler lidt, at det her er en mulighed jeg ikke må lade gå til spilde. Hvis der er noget jeg er bange for, at jeg vil fortryde ikke at gøre, så skal jeg gøre det. Samtidig så er det også en kæmpe investering og det medfører også en stor risiko. Det er alligevel en opstart på en 600-700.000kr tusinde vi snakker om. Er det realistisk? Kan det virkelig blive en succes? Shit jeg synes det er svært. Samtidig skal man vel også tage nogle chancer i livet. Det må vel godt føles lidt farligt? Skal man altid gå den sikre vej? Det er jo uden for ens komfortzone, at den største personlige udvikling ligger. Men hvor langt ud skal man virkelig gå?

Barsel og kvalitetstid med min lille pige

Jeg var mildest talt lidt ved at panikke timerne efter mødet, hvor optagelsesdato’en blev sat til seneste 1. september. Det er virkelig ikke længe efter min fødsel. Og hvis der er noget der ikke kan forudses eller kontrolleres så er det en nyfødt. Jeg har jo ingen mulighed for, at vide hvilken baby jeg får. Er det virkelig det rigtige valg? Hvad med min barsel? Jeg vil jo rigtig gerne have al den kvalitetstid jeg overhovedet kan få, og ikke stresse over et så stort skridt rent forretningsmæssigt. Det vil jo ikke være fedt, at åbne et nyt sted og så ikke rigtig være til stede de første par måneder. Ingen tvivl om, at jeg virkelig brænder for at åbne mit eget, men det skal heller ikke være for enhver pris.

Kan vi trække tiden?

Jeg begyndte at regne på det. Den perfekte løsning ville jo være, først at overtage 1. januar 2020. Det giver mig mulighed for barsel i minimum 6 måneder inden jeg skal være fysisk til stede igen. Ejeren havde selv pointeret, at de tidligere havde haft en sag, der tog 7 måneder om at blive godkendt ved kommunen. Dertil ville de også skulle bruge 4 måneder på indhentning af tilbud ved håndværkere, samt istandsættelse og klargøring af lejemålet. Altså worse case – vil vi faktisk ramme 01/01-2020. Perfekt! Det er derfor det udlæg jeg nu har lavet og nu går jeg bare og venter spændt på et svar. Lige pludselig er det mig der ikke har travlt 😉

Videre opdatering følger

Endnu engang, forsøger jeg blot at lade jer være en del af processen. De første drømmelokaler gik ikke, vi fik et afslag. Nu er 2. mulighed måske snart en realitet. Hvordan er processen så med kommunen? Hvordan godkender du og underskriver en kontrakt? Hvad skal du overhovedet kigge efter? Hvilke uforudsete ting kan der pludselig opstå? Jeg lover at holde jer opdateret i den videre proces.

Populære blogindlæg

Indlæg

Efterlad en kommentar





Anja Thy, profil billede

Anja Thy

Jeg er en jysk pige med begge ben plantet i jorden. Jeg er en jordnær person, med masser af livsglæde, positivitet og generelt en livsnyder. Jeg elsker at have mange bolde i luften og nyder alle aspekter af mit arbejde. Jeg brænder for, at hjælpe andre mennesker, med en sundere livsstil. Både fysisk såvel som mentalt.

Bootcamps

Bootcamp

Kvaliteten fra personlig træning og holdånden fra holdsport. Team spirit, masser af grin og sjove øjeblikke. Træningskammerater for livet❤