Jeg elsker at udfordre min krop og hele tiden finde nye måder at dygtiggøre mig selv på!

 

Det sidste års tid, efter jeg er nået helt i mål med mit vægttab, har været en blanding af søgen efter nye mål, opretholdelse af mit vægttab og opbygning af muskelmasse. Jeg elsker min nye livsstil med træning og kost så meget nu, at jeg ikke vil leve uden, men derfor er det stadig vigtigt hele tiden at sætte nye mål for at fremme motivationen. Jeg skal ikke tabe mig længere, men elsker stadig at blive stærkere, løfte tungere, forbedre mit skill-set og udvikle mig personligt!

Danmark’s Ninja Warrior begyndte at søge personer til deres castings rundt om i landet. Flere og flere af mine venner og veninder begyndte at prikke til mig, om jeg ikke skulle deltage, men jeg kunne altså ikke lige forestille mig selv svinge sådan rundt som en abe-kat (jeg har altid været pigen i gymnastik salen der aldrig kunne kravle op i torvene, eller på nogen måde lege akrobat i frikvartererne). Derfor lå Ninja-stilen måske ikke lige til højrebenet for mig. Men da Kanal 5’s casting crew også kontaktede mig igennem min IG profil, tænkte jeg at jeg måske bare skulle kaste mig ud i det. Jeg lever meget i nuet og elsker bare at tage nogle chancer nogle gange! Hvad var det værste der kunne ske? At jeg ikke klarede castingen, men så havde jeg da i det mindste prøvet!

Der var kun en små 2 uger til casting i Kbh og det var måske en anelse tidspresset, taget i betragtning af, at jeg ikke helt havde styr på armgang osv. Jeg er en utrolig stædig type, så når jeg først har sat mig noget for hovedet, så skal jeg fanme også nok nå det! Der blev sat all in med hård og intens træning 2-3 gange dagligt. Derudover lavede jeg også et samarbejde med en kollega fra fitness dk, der kendte en del til den slags træning, og han gav mig også en masse teknik- og funktionel træning.

Casting’en foregik nede ved kødbyen, og må ærligt indrømme at det var noget nervepirrende at skulle op og svinge rundt foran dommerne, samt en masse af Danmarks befolkning der bare var mødt op, og derudover blev det også filmet. Nervepirrende nok nåede jeg igennem ringene, gik videre til styrkerunden, nuppede den og gik videre til det afsluttende interview! Allerede der havde det været en vildt fed oplevelse at være en del af, og samtidig også mega urealistisk.

Jeg blev ringet op nogle dage senere og fik den totalt overraskende nyhed om at jeg var blandt 120 andre danskere ud af mindst 3000 deltagere der var udvalgt til programmet. Jeg var nærmest helt mundlam i telefonen og lidt efter jeg havde lagt på igen, begyndte det lige pludselig at gå op for mig, at nu var der squ ingen vej tilbage… Det jeg i starten bare havde meldt mig til for sjov – var lige pludselig totalt virkelighed!

Der var kun 3 uger til optagelserne gik i gang, så endnu engang var det meget tidspresset. Jeg fortsatte for fuld skrue med min træning, og arbejdede rigtig meget på, at blive tryg i ”Ninja” miljøet. For mig var det at svinge i ringe, løfte mig selv op alle steder, ”kaste” min egen kropsvægt fra ting til ting, ikke noget der lå naturligt til mig, så det krævede også en masse ekstra overbevisning overfor mig selv, samt troen på jeg godt kunne. Det gjorde også, at jeg fik skubbet til rigtig mange personlige grænser og blev meget bedre til, bare at kaste mig ud i tingene, i stedet for at stå og være nervøs over for det. Jeg vidste, at på banen ville jeg kun have et forsøg, så der var ikke plads til at ”prøve” sig frem.

Det var i disse 3 uger jeg for første gang i mit liv, virkelig ramte overtræning. Ud fra min uddannelse og mit daglige arbejde, ved jeg jo udmærket godt at kroppen ikke kan holde til at blive ved med at køre helt op i 7. gear. Men den eneste måde jeg begyndte at føle mig tryg på og ikke var så nervøs, var at blive ved og ved og ved med at træne. Lørdag 1,5 uge inden optagelserne ramte jeg til gengæld totalt muren. Jeg havde deltaget til Nordic Race The Sprint, med nogle af mine klienter om formiddagen og skulle mødes med min kollega fra FDK om eftermiddagen til en træning. Vi nåede knap i gang, inden min krop nærmest gav op. Jeg havde ingen kræfter og kunne nærmest ikke løfte mig selv op. Det var vildt lige pludselig at mærke sig selv så svag, og skræmte mig selvfølgelig så tæt på showet. Vi stoppede meget fornuftigt træningen og jeg røg lige hjem på sofaen. Der var dog Nordic Race The Warrior dagen efter, men det brugte jeg udelukkende til teknik træning, da mange af forhindringerne der, mindede om dem på Ninja banen.

Det var dog fedt at mærke min krop på den måde, det var en kanon erfaring at få, at mærke overtræning på egen krop. Det er en af de ting jeg går meget op i, i mit arbejde. Det der med at mærke hvordan tingene føles – at vide hvordan mine klienter har det, betyder alt for mig. Så man kan sige, det gjorde mig blot en erfaring rigere.

Mandag aften – dagen før det gik løs. Jeg kunne slet ikke samle mig, jeg sad og nørdede Ninja afsnit fra de tidligere sæsoner i USA for at lure så mange tricks og teknikker af som muligt. Jeg havde holdt træningsfri hele weekenden, så nu skulle mine nerver bare kontrolleres (det kan man squ bare i virkeligheden ikke helt, det var min søvn den nat i hvert fald nok et meget godt bevis på ;))

Tirsdag morgen kl. 9 – møde på Ninja banen – optagelser kl. 13. Shiiiit man, så begyndte nervøsiteten da for alvor at melde sig. Det var en blanding af endnu mere nervøsitet at møde de andre deltagere, men det hele blev også lige pludselig meget mere realistisk.

 

Vi blev tjekket ind, fik ordnet vores interviews inden banen, og så gik vi hele banen igennem. Dvs. der var nogle bane testere, der viste os hver forhindring, fortalte hvad reglerne var og det var det. Ikke noget med, at få lov til at prøve noget af.

Tiden nærmede sig kl. 13 – jeg var nr. 3 af alle deltagere der skulle på banen, hvilket måske egentlig var meget godt, så var der ikke en masse ekstra tid at blive nervøs i. De to fyrer før mig nåede ikke særlig langt, så jeg var egentlig mega opsat på at bare smadrer igennem den bane. Jeg fik samtidig det største adrenalin kick og følte mig mega klar!

Jeg trådte op på podiet – kameraerne rullede og shit hvor blev jeg bare nervøs, min krop rystede og der var lige pludselig mega meget pres på. Al den hårde arbejde jeg havde lagt i træningen de sidste 5-6 uger, skulle sættes på prøve, nu – lige NU! Der var ingen vej tilbage, jeg prøvede at berolige mig selv, med at det bare var endnu en ”legebane” jeg skulle svinge mig igennem, men nerverne ville slet ikke lægge sig.

De første 5 steps var egentlig dem jeg havde følt mig mest tryg ved på forhånd, men da jeg hoppede ud på den første føltes de lige pludselig vildt langt fra hinanden, vandet nedenunder så skræmmende ud og regnen (ja typisk Danmark) betød også, at de var glatte.

Jeg følte mig lige pludselig ikke helt så sikker længere, men fik klaret mig igennem alle 5 steps –heldigvis uden en tur i baljen 😉

Videre til den flyvende dør – hvor jeg kun lige nåede at holde fast inden den fløj ned af rampen. Pueha – de 2 første forhindringer var klaret!

Næste udfordring var balance stenene – som de to forrige var faldet ned på. Jeg overvejede kort om jeg bare skulle satse og løbe derud af, meen nervøsiteten fik mig til at tage det mere med ro. Jeg nåede ud på første sten og da jeg flyttede foden over for at sætte den på 2. sten glider den på den våde sten fra regnen og jeg falder ned.

Hele min verden gik lige i stå et par sekunder! FUCK hvor føltes det bare så nederen. Om jeg var nået over alle stenene hvis det ikke havde regnet det ved jeg selvfølgelig ikke, men hold kæft hvor følte jeg mig bare ”snydt” over at være røget ud på en faktor der egentlig ikke havde noget med mine skills på banen at gøre. En kæmpe tomhed bredte sig i hele kroppen og det var lige pludselig ikke så fedt at skulle ned og snakke med Christiane (en af værterne på programmet).

Det var vildt dejligt med al den opbakning jeg havde med, både fra min kæreste, søster og en del af mine venner og klienter var også mødt op. Men samtidig følte jeg også virkelig, at jeg havde svigtet dem ved ikke at være kommet længere. De troede alle sammen så meget på mig.

 

Det var en kæmpe tomhed at stå med bagefter, jeg har aldrig følt sådan før, at jeg virkelig bare ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var så vildt at flere ugers hårdt arbejde var ovre på under 2 min. Det var begyndt at betyde så meget for mig, i det mindste bare at nå videre til semi-finalen, så det gjorde virkelig ondt ikke at nå det mål. Derudover ærgrede jeg mig også bare mega meget over, at jeg ikke fik lov til at prøve de sidste forhindringer af. Ringene, var en af dem der faktisk var begyndt at føles som min hjemmebane. Og så kunne det da bare have været fucking fedt at trykke på den skide knap!

 

Det tog lige en masse kvalitetstid med min søster resten af dagen, til nogenlunde at komme mig over nederlaget, og så var det nok meget passende, at jeg alligevel ikke måtte sige noget til nogen, om hvordan det var gået.

Når jeg ser tilbage nu og lige har fået bearbejdet det hele, var det jo en kæmpe oplevelse og noget jeg er virkelig stolt af. Havde du spurgt mig for bare 1-2 år siden om jeg ikke ville deltage i sådan et program, havde jeg jo aldrig nogensinde troet på det overhovedet kunne lade sig gøre. Det er squ ret vildt at tænke på, hvor meget jeg faktisk har opnået og udviklet mig selv. Ikke bare mit vægttab, men nu også styrke- og teknikmæssigt.

Det gælder om at udfordre sig selv og springe ud af sin comfort zone. Det er oftest ikke pisse rart mens man gør det, men bagefter er det mega fedt, både pga. det adrenalin kick man får, men også den tilfredsstillelse og selvtillid.

Derudover er der også lige nu en artikel i Fitness DK’s Go Magasin, om min rejse til banen.