Diæt inden videoshoot

Det slog mig pludselig i dag da jeg lige anede mig selv i spejlet nede i fitnesscentret. Hey Anja, du har da et videoshoot i morgen og lørdag. Men what? Åh nej! Du har jo fuldstændig glemt at køre en hardcore diæt og fucker meget cardio de sidste par uger. Shit også! Jamen fuck, så kan du jo slet ikke være bekendt at være på kamera! Fordi når man har et fotoshoot, eller videoshoot (det er måske bare ikke lige så ”normalt”) så skal du da absolut helst være i din bedste form. Jamen altså, du kan da ikke være andet bekendt. Eller kan du?

Burde du ligne en fotomodel?

Fuck det man! Selvfølgelig kan du da det. Og hold da op hvor var det faktisk helt befriende, at det bare lige pludselig slog mig, at gud ja, det er squ da i morgen. Altså ikke på den der, ej jeg er slet ikke forberedt, jeg havde helt glemt det. Men mere fordi jeg helt havde glemt at skulle tænke på mit udseend forud for det. Og hold da op hvor er det egentlig bare befriende. For jeg har da selv været der. Man skal have taget nogle billeder og så skal man bare stå i sit livs bedste form, så ugerne op til, skal den bare have fuld gas. Men hvorfor? Hvorfor egentlig havde billeder af en form du har kæmpet så hårdt for at få, når det alligevel ikke er realistisk at du holder den? Når det i virkeligheden slet ikke er den form der faktisk afspejler hvem du er? For hvis du skulle kæmpe for at komme i den form, er der vel ikke stort grundlag for, at du forbliver i den form? Jeg tænker, at jeg faktisk hellere vil udgive mig selv for at være lige præcis den person jeg er 99% af tiden. Og ikke den person jeg måske er 1% af tiden. Hvorfor er det egentlig, at vi gør så meget ud af at se pæne ud foran et kamera, hvis det enste vi gør, er at udgive os for en person vi i virkeligheden slet ikke er? Tjah, jeg er faktisk utrolig glad og lettet for, at jeg helt ubevidst er kommet væk fra at være den person.

Før da jeg slappede af i min mave og efter da jeg trak den ind…

Make-up?

Men Anja, hvorfor tager du så make-up på inden et shoot? Fordi det ser jeg stadig som den person jeg er. Mest af alt, fordi jeg er en af de heldige der har så lyse øjenvipper, at jeg faktisk ligner et spøgelse uden (ja tak – citat fra min mor da jeg var 15 år og sårbar og derefter ikke gik uden for en dør uden make-up på i mange år). Men anyhow, i mit arbejde, ville jeg se utrolig træt ud uden bare en lille smule mascara. Men jeg kunne aldrig drømme om, at tage den helt store krigsmaling på, bare for at stå foran et kamera, for det er jo ikke mig.

Hvad vil jeg egentlig med det her indlæg? Jah, godt spørgsmål. Det slog mig bare lige her kl. 00.30, natten til fredag, at det måske er et meget vigtigt emne at lægge lidt fokus på. Husk at være dig selv i alle situationer af dit liv, lad vær med at prøve at gøre det til små glansbilleder. De falmer alligevel med tiden.

Xoxo ❤