Iværksætter drøm – egne lokaler bliver en virkelighed

Iværksætter drøm – egne lokaler bliver en virkelighed

Det er vidst tid til endnu en update på min udvidelse af virksomheden – aka egne lokaler. Jeg har lovet at være ærlig gennem hele processen, både up’s and down’s så her kommer det hele.

Wauw det er simpelthen for sindssygt det her – jeg tror slet ikke det rigtig er gået op for mig endnu. Kan nogen nive mig i armen? Jeg har rent faktisk skrevet under på kontrakten til mine egne lokaler, mit eget private studio. Det er for vildt. Det har længe været en kæmpe drøm for mig, at kunne skabe mit helt eget og sætte mit helt eget præg.

Som iværksætter er selvstændigheden og selvbestemmelsesretten den absolut største drift og det er også grunden til, at jeg i 1,5 år nu har kigget på mine egne lokaler. Hvis du har fulgt lidt med, har du måske læst mine tidligere indlæg omkring, hvor bøvlet det har været og hvor lang tid det har taget. Ellers finder du dem her.

Iværksætterdrøm – udvidelse af forretningen

Iværksætterdrøm – Fail

Et halvt års dialog

Jeg har været i kontakt med ejeren af disse lokaler og ejendomsmægleren siden november 2018 og først nu er der skrevet under på en kontrakt. Det har været en vildt lang proces, og det er måske også derfor det er vildt svært at forstå, at det rent faktisk er for real. Først bøvlede vi rigtig meget med banken, med ejeren der skulle lave en indretnings- bygningsplan og derefter har det bare taget super lang tid at nå alle processerne igennem. Men hold da op – hvor er det også bare lærerigt.

Dårlig timing

Jeg har termin om 4 uger og derfor har jeg været rigtig meget i tvivl om, det nu ville være det rigtige at skrive under på. Tilbage i februar ved min sidste opdatering, var overtagelsen sat til 1. september, det stressede mig helt vildt. Snart er der jo en lille prinsesse der gerne skal have al min opmærksomhed. Jeg har dog været vildt heldig, at alt bare er gået op i en højere enhed og overtagelsen er pr. 01/01-2020. Det passer helt perfekt, med et halvt års barsel. Og så er januar jo bare et helt perfekt tidspunkt at starte ud på, ifht bootcaps, forløb osv. Jeg tror ikke rigtig, at der nogensinde er en perfekt timing, nogle gange skal vi nok bare tage chancerne når de kommer.

Langsommelig proces

En del af den lange proces, har faktisk været forhandlinger vdr. kontrakten. Jeg har haft en advokat indover. Pueha det er bestemt ikke billigt, men rigtig godt givet ud, fordi det har sikret mig, at alt er blevet til min fordel og jeg ved at der er 100% styr på tingene. Det første jeg tænkte da jeg endelig fik mig taget sammen til at læse den 30 siders lange kontrakt, var at det fattede jeg da absolut ingenting af. De kunne jo bilde mig hvad som helst ind, jeg ville ikke vide hvad jeg skrev under på. Al det der jura sprog er simpelthen bare så uvant for mig. Og virkelig ikke noget jeg faktisk gider bruge tid på eller sætte mig ind i. Jeg har altid været ”Kan selv – vil selv” – typen, men efter jeg er blevet selvstændig, har jeg virkelig lært vigtigheden af, at uddelegere og betale sig fra noget arbejde andre bare kan gøre meget bedre og hurtigere.

Derfor er jeg lykkelig for, at min søde veninde Bitten tilbød sin hjælp og satte mig i forbindelse med en rigtig sød og dygtig advokat. Hun har læst kontrakten igennem og guidet mig til hvilke krav jeg havde og hvad vi skulle få ændret i den for at det blev til min fordel. Det har givet en rigtig stor tryghed. Derudover har min revisor også vejledt mig ifht vores personlige økonomi, så jeg ikke hæfter for noget privat.

Oprettelse af ApS firma

Indtil nu, har min forretning været en enkeltmandsvirksomhed, dvs jeg selv hæfter for al økonomisk, igennem min private økonomi. Det har fungeret fint nok indtil videre, da jeg ikke har haft så mange udgifter og derfor heller ikke den store risiko. Men med investering i lokaler og dermed et større beløb til dep og udstyr, var det vigtigt for mig, at få separeret de to ting. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at hæfte for min forretning rent privat, og det er heller ikke noget Søren skal blandes ind i, rent økonomisk.

Opret lige en ny virksomhed – nemt?

Det der med lige at oprette en ny virksomhed, det er vel nemt nok, eller hvad? Det tænkte jeg i hvert fald lidt at det var. Det var det så bare ikke. Det er såmænd meget enkelt at gå ind på virk.dk for at oprette firmaet, men der er pludselig en masse ting der skal tages stilling til. Skal der være en bestyrelse, hvordan skal den være sammensat? Hvem er ejer, direktør osv af virksomheden? Hvad er planen med hensyn til aktier og jeg kunne blive ved. Der var lige pludselig vildt mange spørgsmål og jeg må ærligt indrømme at jeg nok bare satsede lidt og forsøgte mig lidt frem og så tænkte jeg, at der nok altid var en revisor eller advokat der kunne ændre i det igen.

Billigselskab.dk

Udover at oprette din virksomhed på virk.dk så skal der også laves stiftelsesdokumenter og meget andet. Holy moly. Min revisor anbefalede mig, at bruge billigselskab.dk som står for det hele. Det var en kæmpe hjælp og de klarede det hele for mig. For at oprette et ApS firma, skal der være en startkapital på 50.000kr – det var lidt nervepirrende bare lige at overføre dem også (jeg fik dem senere tilbage på min driftskonto), men alligevel.

Oprettelse af driftskonto i banken

Derudover, skulle jeg selvfølgelig også have en ny konto i banken. Sidste gang blev den bare lige oprettet af min bankrådgiver. Denne gang tog det alt i alt fire uger inden der var styr på den. Der var en masse dokumenter banken skulle have og pludselig var der også noget med en ejerbog. Jeg har stadig ikke helt fattet hvad det er for noget, men jeg fandt den inde på virk.dk i hvert fald. Haha – jeg har virkelig bare lært, at alt simpelthen ikke kan laves perfekt og jeg behøver ikke have styr på al ting selv, så koger hjernen simpelthen over. Så længe der bare er andre omkring mig der har styr på det. Thank God for revisor, advokat og forretningskonsulenter. For med min graviditetshjerne, havde jeg aldrig klaret mig igennem det hele uden dem.  

Underskrivelse af kontrakten

Efter flere måneders forhandlinger vdr kontrakt, oprettelse af ApS firma og bankkonto lå der langt om længe en kontrakt klar til at underskrive. Jeg havde den liggende i tre dage uden at gøre noget. Det var så angstprovokerende. Egentlig er jeg slet ikke i tvivl om, at det virkelig er det her jeg brænder for og det her jeg virkelig gerne vil. Men for satan det er en stor investering. Og er jeg virkelig god nok? Kan jeg virkelig få sådan en størrelse forretning op at køre? Jeg ved jeg har en god forretning. Jeg ved jeg er god til det jeg laver – men alligevel. Tvivlen og usikkerheden kom snigende.

Nu er kontrakten skrevet under og er du sindssyg hvor er det bare for vildt. Jeg har dog ikke rigtig fejret det endnu, jeg ved egentlig ikke helt hvorfor. Det tror jeg altså jeg skal have gjort for at det føles virkeligt. Jeg tror stadig jeg har en lille tvivl. Der mangler stadig en godkendelse fra kommunen og brandmyndighederne. Vi har tidligere fået en mundtlig godkendelse, så det burde ikke være noget problem, men der er stadig en lille risiko.

En hobby der har taget fart

Det er faktisk lidt sjovt at tænke tilbage på. En hobby jeg startede i forbindelse med mit eget vægttab. Blev til et job da jeg flyttede fra LA tilbage til DK. Efter 1,5 års succes, blev det til en selvstændig forretning. Det skulle egentlig ikke være mere end det, det var blot min store passion, som også var mit arbejde. Jeg havde faktisk ikke planer om, at det skulle blive min fremtid og det skulle udvikle sig. Men da jeg så besluttede at nu skulle det fanme rykke noget, så er det også bare gået stærkt.

Shit man, jeg havde aldrig troet, at jeg sådan skulle være forretningskvinde på den måde. Jeg har det lidt som om, at jeg bare stod med en hobby og en passion og vupti nu har jeg faktisk to forretninger, har fået en rigtig ansat, har mine egne lokaler, har holdt forretningsmøder med banken, og ejere osv. Det er squ ret urealistisk. Ikke vupti, som i at det bare har været nemt, det har det på ingen måde! Men hey det er måske i virkeligheden også det, der gør det hele sjovt. Det er i hvert fald en sindssygt spændende rejse og nu glæder jeg mig bare vildt meget til at se, hvad det mere bringer med sig.

Næste skridt

Lige udover, at jeg går på barsel om 14 dage, så skal der afholdes en masse byggemøder, indretningsmøder og laves en slagplan for opstart af de nye lokaler. Det fede ved de her lokaler er, at de ikke har været lejet ud før. Dvs jeg selv har kunne sætte mit præg på plantegningen og dermed indretningen, det bliver så vildt fedt at begynde og være en del af den proces. Jeg lover at holde jer opdaterede. Hvis nogen har en god idé til et navn – så sig endelig til. Jeg er simpelthen på bar bund.

Ha’ en skøn pinse allesammen.

Populære blogindlæg

Quinoa Pandekager

Læs mere

Avocadocreme med frugt

Læs mere
Indlæg

Efterlad en kommentar





Anja Thy, profil billede

Anja Thy

Jeg er en jysk pige med begge ben plantet i jorden. Jeg er en jordnær person, med masser af livsglæde, positivitet og generelt en livsnyder. Jeg elsker at have mange bolde i luften og nyder alle aspekter af mit arbejde. Jeg brænder for, at hjælpe andre mennesker, med en sundere livsstil. Både fysisk såvel som mentalt.

Bootcamps

Bootcamp

Kvaliteten fra personlig træning og holdånden fra holdsport. Team spirit, masser af grin og sjove øjeblikke. Træningskammerater for livet❤