Fødselsberetning – 2. fødsel, en helt anden oplevelse

Av for satan😫 er nok det der bedst opsummerer min fødsel med Noah.

Sammenlignet med Claras fødsel – var det her langt mere smertefuldt🥺. 

Jeg havde snakket med min jordmoder om, at jeg denne gang nok skulle regne med en hurtigere fødsel og derfor tage på hospitalet væsentlig før vi gjorde med Clara (du kan læse min fødselsberetning med Clara her). Det har gjort, at jeg de seneste par uger, har været væsentlig mere opmærksom på, om der mon var noget der var i sin begyndelse. 

Optakt til fødsel

Fredag aften d. 18. marts omkring kl. 20.30 kan jeg mærke at der er nogle veer der så småt begynder at sætte igang. Noget der tager lidt mere fat end blot de klassiske plukveer. 

Om formiddagen havde jeg været til min sidste jordmoderkonsultation, uge 40+3. Hun havde lavet en indvendig undersøgelse og vurderet, at jeg var 1,5 cm åben, samt at min livmoderhals næsten var helt væk og som hun sagde, dejlig, lækker og blød. Det betød dog ikke, at fødslen nødvendigvis snart ville gå igang, men det var i hvert fald en god start til at kroppen var klar, nu skulle lillebror også bare være klar.

Når men, tilbage til mine veer. Jeg ringede til min søster Trine (hun skulle komme for at passe Clara, og så kunne vi låne hendes bil), for bare lige at give hende en heads up, til at der nok ville ske noget i løbet af aftenen/natten. 

Søren skulle på arbejde lørdag og jeg havde lidt svært ved at finde ud af, om han godt kunne begynde og aflyse sine klienter eller hvad der mon ville ske. Jeg havde lidt det der dilemma med, at jeg ikke ville sætte alverden igang for tidligt, men jeg ville bestemt heller ikke stå i en situation, hvor jeg fødte lillebror i en Fiat Panda, på motorvejen på vej til Hvidovre Hospital. 

Afslapning i sengen og bryst nulleri

Efter en time på sofaen, hvor jeg havde timet mine veer og der havde været en 8-10 minutter imellem, satte vi os lidt ind i sengen. Jeg ville egentlig gerne sove for jeg var rimelig træt, men samtidig kunne jeg heller ikke rigtig finde ro og jeg var nok også alt for spændt og opmærksom. Jeg fandt min “fødsels Ben & Jerrys” frem, sådan en stod jeg også og spiste kl. 5.00 om morgenen da jeg havde veer med Clara😉.

Jeg sad og nulrede mine brystvorter (det skulle jo sætte gang i oxytocinen, som er vefremkaldende) og det skal jeg da love for det gjorde. Pludselig begyndte mine veer at komme med kun 2-4 min mellemrum og jeg ringede efter Trine. Hun havde alligevel en lille time ud til os. I den lille time, begyndte jeg virkelig at blive nervøs for, at vi slet ikke ville nå ud på hospitalet. Jeg synes virkelig de begyndte at tage til i styrke og jeg stoppede med mit nulleri, fordi jeg blev nervøs for, om det måske satte tingene for meget igang😂. 

Lidt før Trine kom, gik der dog pludselig 12 min imellem to veer og de begyndte at aftage en del. Her var klokken lidt over 22. Men nu var hun her og jeg kunne alligevel ikke sove, så vi kunne lige så godt tage afsted. I bilen havde jeg fortsat veer, men stadig ikke så intense som de havde været i sengen. 

Vi nåede Hvidovre Hospital

Da vi kom hen på hospitalet, satte den lange gåtur op af gangen (Hvidovre er kendt for sin laaaaange gang til fødemodtagelsen, man skulle næsten tro det er med vilje, for at skubbe gang i tingene😂) mere gang i veerne, men så snart vi stod og ventede i undersøgelseslokalet på en jordmoder, gik det ligesom lidt i stå igen. Seriøst? 🤦🏼‍♀️ Det var slet ikke rigtig det scenarie jeg havde regnet med.

Jeg blev undersøgt og til min store ærgrelse var jeg kun 3cm åben. Jeg følte det havde været totalt spild af tid at køre der ind og det var lige netop det her scenarie, jeg ikke magtede (derfor vi havde ventet så længe den gang med Clara), samtidig var jeg jo glad nok for, at vi faktisk var på hospitalet. 

Da jeg endnu ikke var i aktiv fødsel (du skal mindst være 4 cm åben før du bliver indlagt, helst en 5-6 cm) kunne vi ikke blive indlagt. Hun foreslog, at vi jo sagtens kunne køre hjem et par timer. Men jeg gad ikke rigtig skulle til at køre hjem for at komme tilbage igen, for det ville nok hele tiden være sådan en gætteleg, hvor jeg ville være nervøs for at komme for sent.

I stedet foreslog hun, at vi kunne gå op og ned af gangene et par timer for at skubbe det lidt igang. I starten var jeg virkelig klar og meget målsat på at få skubbet den fødsel igang, så vi kunne komme videre. Jeg vandrede op og ned af gangen ved 7-eleven, mens Søren sørgede for proviant. Han nuppede lige en sandwich og 2 monster så han var klar til natten😉. Jeg havde ingen appetit. 

Jeg ville egentlig gerne kunne nulre brystvorter igen, fordi det havde sat så godt gang i det derhjemme. Men altså, for det første var der ikke lige nogle oplagte steder midt på gangene på Hvidovre Hospital og let’s be honest, toilettet på et hospital indbyder heller ikke lige frem til hygge eller romantik vel😂

Vi gik tilbage til enden af fødemodtagelsen hvor der ikke rigtig var nogle mennesker og hvor Søren kunne sidde på en sofa og jeg kunne trave rundt i ring. 

Flere smerter, flere veer, ingen lillebror

Efter den første halve time med raske traveturer, begyndte veerne også at tage til igen. De begyndte virkelig at nive hårdt til. Ved Clara havde de mest sat sig i lænden, men her nev de virkelig meget omme i underlivet. Det føles mest af alt, som en kniv der blev stukket ind i underlivet og så gravede den rundt der i de 30-60 sek veen varede. Ja altså det var sådan jeg prøvede at forklare det for Søren. Jeg fandt ret hurtigt ind i min laboro vejrtrækning jeg havde lært på fødselsforberedelse ved Clara og det hjalp til at flytte fokus fra smerten (sådan nogenlunde da). 

Det var totalt ambivalent. At gå rundt i ring, som jeg faktisk slet ikke orkede, fordi jeg var så træt, for egentlig bare at udsætte mig selv for smerte. Hver gang jeg satte mig ned for lige at hvile lidt, gik veerne mest af alt bare i stå og det magtede jeg heller ikke rigtig. Jeg ville jo gerne bare have den her fødsel igang. 

Efter 1,5 time havde jeg simpelthen brug for, at få et tjek, for at se om det overhovedet rykkede noget. Vi gik tilbage til fødemodtagelsen – yay, nu var jeg 4cm åben, måske 4,5. Great🤦🏼‍♀️. Når men, det virkede stadig ikke helt som om, at vi kunne blive indlagt. Men jeg spurgte om der slet ikke var en stue vi kunne komme ind på, så vi i det mindste bare kunne slappe lidt af. Helt ærligt, gangene på Hvidovre Hospital er altså ikke ligefrem det der sætter skub i en fødsel. 

Lå som en flodhest henover en yoga bold

Heldigvis, kom vi ind på en stue, hvor vi kunne dæmpe belysningen og med en rimelig behagelig seng. De første 30 min, prøvede jeg at ligge på sengen og se om jeg kunne hvile lidt, jeg var så træt, at jeg var tæt på at sove, i de par minutter der var mellem mine veer. Men smerten i hver ve, sørgede alligevel for, at det slet ikke var en mulighed. Den næste 1,5-2 timer gik med at ligge ind over en yoga bold og hver gang jeg havde en ve, trykkede Søren virkelig hårdt ned på min lænd. Det var det eneste, der kunne smertelindre bare en lille smule. 

Sammenlignet med Clara, gjorde de her veer ondt på en helt anden måde. Fuck man😩, der var flere gange hvor jeg bare tænkte, det her det kan jeg simpelthen ikke. Det var måske også en kombi af, at klokken var ved at være 2 om natten og vi havde stadig ikke sovet, så jeg var også bare træt og havde ikke meget mentalt overskud. 

Søren var også virkelig træt og han formåede endda, at snorke mens han lå indover sengen, samtidig med at han også klarede at trykke mig på lænden mens jeg havde en ve. 

Efter to timer som jeg mest af alt husker som et smertehelvede med alt for mange knive i underlivet, blev jeg simpelthen nødt til, at have en status update. Jeg frygtede der ikke var sket en skid, men samtidig havde jeg også bare brug for at høre, at det gik den rigtige vej. Jeg havde fra starten (det gjorde jeg også med Clara), valgt at jeg ikke ville have noget smertelindrende i form af medicin. Der var heller ikke på noget tidspunkt jeg overvejede det, selvom jeg synes smerterne var ulidelige. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, måske bare fordi det var et valg jeg havde taget på forhånd🤷🏼‍♀️. Næste gang kan det godt være overvejer det en ekstra gang😂.

Det gik aaalt for langsomt…

Hun undersøgte mig og … 5cm. Under 1cm på to timer, som havde føltes som en evighed, shit det var op ad bakke. Hun gav mig en hindeløsning da hun alligevel undersøgte mig og hold nu kæft, hvor gjorde det bare ondt…

Efter endnu en 20 min tid, bad jeg Søren om at gå ud og spørge om det ikke var muligt for mig, at komme i en stue med kar, så jeg kunne få noget smertelindring på den måde. Det var det heldigvis og vi kom ind på klinikken, som havde været mit ønske. Klinikken er sådan en blanding mellem at føde hjemme og en reel fødestue. Der er ikke nogen læge tilknyttet og ikke mulighed for medicinsk smertelindring, til gengæld er det noget mere hyggeligt og hjemligt. 

Det var simpelthen noget af det bedste meget længe, at komme ned i det varme vand. Det føltes virkelig godt for min lænd og mit underliv. Der var lige et par minutter og et par veer, hvor jeg faktisk kunne holde ud, at være i min egen krop. Til gengæld var det også som om, at det begyndte at sætte gang i nogle ting, for selvom smerten var anderledes og bedre på en måde, så kunne jeg slet ikke være i min veer. Jeg lå og kejtede rundt mellem at ligge på maven, på siden og ryggen. Som sådan en strandet hval der bare skvulper rundt. 

Lillebrors hjertelyd blev målt ca. hvert 20-30 min. Og da jeg lå der i karet og nærmest ikke kunne holde ud at være i min egen krop, var der et tidspunkt hvor jeg var totalt afklaret med, at hvis de kom og sagde at hans hjertelyd var dalenede eller et eller andet, der gjorde at de ville anbefale et kejsersnit, så var jeg totalt klar. Jeg var så klar på bare at få ham ud, koste hvad det ville koste. Og det er altså mig, som for alt i verden ønsker en vaginal fødsel. Men med så mange smerter, så fik jeg i hvert fald hurtigt et meget andet synspunkt. Senere var jeg rigtig glad for, at det ikke var den vej vi var gået, for følelsen af at få dit helt nyfødte barn op på brystet efter så hård en kamp, er simpelthen bare det bedste🥰.

Typisk Søren…

De af jer der kender Søren, ved at han har et godt spisehjerte. Så da jeg var kommet i karet var han virkelig sulten og veer eller ej, en meget træt og sulten Søren er altså en virkelig dårlig kombi, så han smuttede en tur i 7-eleven og var så heldig at score de sidste 7 kyllingespyd og 3 pølsehorn der alligevel skulle smides ud. Jeg kunne virkelig godt mærke, at min krop manglede noget energi, så jeg prøvede at tage en bid af et pølsehorn. Det kunne min krop slet ikke klare, det gav så meget kvalme og gjorde faktisk bare veerne endnu værre – øv…

Efter yderligere en times tid, kom jordmoderen ind igen. Det var i øvrigt en ny jordmoder efter jeg kom ind på klinikken. Derfor skulle hun også lige sættes ind i forløbet indtil videre, det bliver altså en underlig samtale, når den hele tiden blev sat på pause af veer😂.

Hun kom selv og spurgte indtil hvordan det gik og om jeg gerne ville have en update, eller om vi bare skulle lade tingene gå som de nu gjorde. Jeg havde virkelig brug for en update. 

Det betød bare, at jeg skulle op af karet og op på sengen at ligge. En drivvåd, kæmpe flodhest, der skulle have sin krop op af vandet mellem veer, jeg er sikker på, at det har set komisk ud. 

ENDELIG 8 cm åben. Pueha selvom veerne kom som perler på en snor mens jeg lå der, så var det en kæmpe lettelse, at der endelig var sket noget! Men så skal jeg da lige love for, at min krop var klar og det skulle vise sig at blive endnu en lynfødsel.

Fuuuck så gik det stærkt!

Der var ikke gået mere end 30 sek – jeg nåede slet ikke at overveje om jeg ville tilbage i karet, så plaskede vandet ud på sengen. 10 sek senere, væltede der en vestorm af presse veer indover mig. 

Det var præcis samme scenarie som ved Clara. Den helt store forskel var dog, at denne gang var jeg blevet undersøgt og jordmoderen sagde med det samme, at jeg bare skulle følge min krop og presse med. Heldigvis. For det er virkelig ikke sjovt at skulle holde igen med at presse, når alt i din krop siger pres. 

Når først min krop går i pressefasen kan jeg virkelig mærke min styrke. Der er altså fuld power på, så meget, at Sørens hænder blev helt blå. Lillebror, har hele graviditeten igennem været mere “besværlig” end Clara var og veerne op til pressefasen har også været væsentlig mere smertefuld, men som om det ikke var nok, skulle han da lige toppe den med, at ligge med hånden oppe ved hovedet da han skulle presses ud. Altså, som om et hoved i sig selv ikke er rigeligt. 

Hold kæft hvor gjorde det bare ondt. Ikke for at skræmme nogen, men det føltes vitterligt som om hele mit underliv blevet revet fra hinanden. Det kan slet ikke beskrives! Emma Kaalund sagde engang i en podcast, at det at føde, er som at skide en vandmelon ud med chili på og jeg giver hende 100% ret. Den der ring of fire når hovedet skal fødes, shit man. Jeg forstår simpelthen ikke dem der siger de glemmer den smerte😵

Der var nærmest ingen pause mellem presseveerne og selvom jordmoderen prøvede at guide mig til at slappe af og ligge røven ned på sengen, så kunne jeg slet ikke slappe af, det gjorde bare vanvittig ondt og min krop blev bare ved med at ville presse. Jeg husker også, at jeg får sagt: “Aaaaav, det gør så ondt” halv klynkende. Og jeg når også lige at få tanken, jeg vil ikke mere. Jeg giver op. Men altså med et hoved halvvejs ude af din vagina er det ligesom ikke helt en mulighed kan man sige. 

3 presseveer og hovedet er født, et par presseveer mere og jeg har lillebror liggende på maven❤️.

Det var en kæmpe forløsning. Den her gang, følte jeg virkelig det var en kamp og det gav en eller anden kæmpe lettelse. Søren stod med tårer i øjnene og havde helt blå hænder af at jeg havde klemt så hårdt😂. Men altså, han skal vel også have lov til at mærke lidt😉.

Èn ting man sjældent hører noget om, er hvad så efter barnet er født? Jeg synes det er så ubehageligt, at navlestrengen stadig sidder fast i moderkagen, der stadig er inde i livmoderen. Alt er så sårbart og ømt dernede at bare den mindste bevægelse river lidt i det hele. Og så ligger du der og venter på næste skridt, at moderkagen skal fødes. Jovist, det er da væsentlig mindre end selve barnet, men jeg synes virkelig ikke det er særlig behageligt. Generelt, skal der bare helst ikke foregå mere dernede ovenpå sådan en fødsel. 

Lillebror blev født d. 19. marts kl. 6.58 – 3874gram og 52 cm. Søren klippede navlestrengen efter den var færdig med at pulsere og så fik vi ellers bare lov til, at ligge lidt for os selv, hud mod hud og finde hinanden. 

The Golden Hour💛

Den gyldne time lige efter en fødsel er så vigtig for baby, og derfor var mit ønske bare at få lov til at ligge hud mod hud, så han stille og roligt selv kunne finde til brystet🥰. Vi ventede derfor også med både vægt og måling og det var rigtig dejligt der var tiden til det. 

Vores jordmoder havde fri 7.30, derfor var det en ny jordmoder der kom ind lidt i 8.00 for at undersøge lillebror og jeg. Ligesom sidst, var jeg overbevist om, at jeg var sprækket hele vejen rundt. Det føles seriøst sådan. Og den der undersøgelse for om hvorvidt du er bristet eller ej. Uh av det er virkelig ikke rart. Igen bare lad det område være😂. Heldigvis og imponerende nok, så alt fint ud og der var ikke de mindste tegn på bristninger. Jeg siger mange tak til min krop for at være så skide sej altså!

Det er svært ikke at sammenligne, nu hvor jeg har en fødsel i bagagen allerede. Grundet en helt nat uden søvn, og en langt mere smertefuld oplevelse, kunne jeg godt mærke, at jeg var langt mere udmattet og træt end efter fødslen med Clara. Det føltes som en meget længere kamp. 

Fra første ve gik der 8,5 time før Clara var født (12 min presse veer). Med lillebror gik der 10,5 time fra første ve (og 10 min presse veer). Så forskellen er jo egentlig ikke særlig stor. Jeg tror den helt store forskel var, at vi tog så meget før afsted, hvilket betød at det var langt sværere for mig, at fastholde mine veer. Ved Clara blev vi hjemme, slappede af og hyggede os med det, det giver jo også langt mere “næring” om man vil, til at stimulere veerne. Men jeg var simpelthen alt for nervøs for at lave en lynfødsel i bilen på vej derind, så alt i alt er jeg glad for vi tog så tidligt afsted. Jordmoderen bekræftede os i hvert fald i, at eftersom det går så stærkt når først vandet går og jeg er åben, så er det rigtig godt vi var i god tid🙏🏻.

Måske vi kan finde en mellemvej næste gang😉 Veerne må gerne nive lidt mere, meen ikke for mange timer😂. 

En små 4 timers tid efter fødslen, var Søren simpelthen så træt at han virkelig gerne bare ville hjem (han lå jo heller ikke ligefrem særlig meget i sengen😉) og selvom jeg måske godt lige kunne have hvilet lidt, inden vi skulle hjem til Clara også, var det egentlig helt fint. Det var først efterfølgende det gik op for mig, at der kun var gået fire timer, før vi kørte mod Ballerup igen. 

Claras første møde med Lillebror

Jeg var simpelthen så spændt på, at komme hjem til Clara og vise hende lillebror. Hun har jo snakket så meget om ham og hun var også verdens skønneste storesøster helt fra første møde❤️. 

Hun elsker at kramme og kysse lillebror og vil meget gerne både hjælpe med at skifte ble og give ham sutten og finde hans bamser. Her lige knap 2 uger efter fødslen er hun stadig så sød og glad for ham og der er ikke de mindste tegn på jalousi. Søren er dog også hjemme på barsel, så det kan være det kommer, når han skal tilbage på arbejde og opmærksomheden skal deles kun ved mig.

Det er simpelthen så vildt og imponerende at tænke på, hvad kvindekroppen kan og hvad den gennemgår igennem en hel graviditet, fødsel og ikke mindst tiden efterfølgende. 

Selvom der for mig er mange perioder, både i graviditeten, men også under fødslen og lige efter, hvor jeg på ingen måde har lyst til at gøre det igen. Så er det at skabe et liv, helt igennem fantastisk. Det at få et barn for resten af livet, er jo 100% det hele værd alligevel❤️. Lad os se om vi ender med fire børn til sidst😉.

Populære blogindlæg

Quinoa Pandekager

Læs mere

Avocadocreme med frugt

Læs mere

Efterlad en kommentar





Anja Thy, profil billede

Anja Thy

Jeg er en jysk pige med begge ben plantet i jorden. Jeg er en jordnær person, med masser af livsglæde, positivitet og generelt en livsnyder. Jeg elsker at have mange bolde i luften og nyder alle aspekter af mit arbejde. Jeg brænder for, at hjælpe andre mennesker, med en sundere livsstil. Både fysisk såvel som mentalt.

Bootcamps

Bootcamp

Kvaliteten fra personlig træning og holdånden fra holdsport. Team spirit, masser af grin og sjove øjeblikke. Træningskammerater for livet❤